Forside
Dickens 200 år 070212
Kontakt og nyhedsbrev
Om foreningen
Du kan se frem til ..
Møde- og billedarkiv
Sommermatinéer
Medlemsblad
Selskabets charter
Romanerne
Historierne & Andet
Illustrationer
Links
London
Diverse
GF og møde 270211[ Udskriv ]
 
4_lir-jem-maj

Mrs. Lirriper med lille Jemmy og Majoren - mere herom nedenfor.


 

 

_________________________________________________________

 

Ifølge Selskabets vedtæger afholdt vi årets generalforsamling i februar, i år søndag den 27. februar 2011, med indledende brunch og afsluttende medlemsarrangement. Dagsorden var udformet iflg. vedtægterne og der var et par indkomne forslag som blev behandlet; det kan I læse mere om i referatet (sendes til alle medlemmer). Efter g/f og en lille pause tog vi hul på en 2. halvleg hvor vi skulle høre om et par ”Værtinder hos Dickens”: Karen Lund om Mrs Todgers fra MARTIN CHUZZLEWIT, Lise Lotte Frederiksen om Mrs Crupp fra DAVID COPPERFIELD, og endelig Michael Rehder om Mrs Lirriper som optræder i de to ekstra julenumre af ALL THE YEAR ROUND fra 1863 og 1864 (se indholdsfortegnelse nederst).

 

 

 

 
x_todg

Mrs Todgers ledsager Mr Pecksniff

 

Karen fortalte og læste op. Vi hørte om Mrs Todgers pensionat i London, og hendes forgæves bejlen til Pecksniff, som altid bor hos hende når han er i London.


 
x_crupp

Mrs Crupp laver the

 

Lotte tegnede og fortalte om Davids værtinde i London, med hang til flasken, men ellers et hjertensgodt menneske, som dog udmåler sin tjenstvillighed i strengt afstemte doser, og det meste koster ekstra, både i penge og ekstra hænder osv.


 

 

 

 

 
1_den_unge_mor

Mrs Lirriper redder den unge kvinde fra at kaste sig i Themsen

 

 

 

 

 


 
3_forside_lod

 

 

 

 

MRS LIRRIPER                         

Mrs Lirriper er værtinde i et pensionat i London, i Norfolk Street, tæt ved The Strand. Hun er enke og har været det i mange år. Hun fortæller at hun blev gift med den handelsrejsende og meget tørstige Mr Lirriper for fyrre år siden, og at han døde fra hende allerede efter to års lykkeligt ægteskab. Hvis vi går ud fra at Mrs Lirriper var ca. 20 år da hun blev gift, må vi forestille os hende som ca. 60-årig nu og her hvor vi møder hende og hun fortæller os sin historie.

Men der findes ikke nogen bedre måde at introducere Mrs Lirriper på end at give hende selv ordet,  så nu skal vi høre hende fortælle om problemerne med at hyre og fyre tjenestepiger – og holde dem rene – i pensionat-branchen:

 

”Tjenestepiger som jeg var ved at fortælle om er en af de første og største besværligheder lissom med tænder som begynder med konvulsioner og aldrig holder op med at volde besvær lige fra de er fuldt udvoksede indtil de forsvinder og så vil man alligevel ikke af med dem det virker uretfærdigt men vi ligger alle sammen under for det eller må købe nogen kunstige og selv om man får fat i en tjenstvillig pige i ni ud af ti tilfælde, så er det med snavs i hovedet og de logerende kan ikke lide at pæne gæster vises ind af en pige med en sort streg over næsen eller smudsige øjenbryn.

Hvordan pigerne bliver så smudsige er et mysterium som jeg ikke kender svaret på som nu i tilfælde med den mest tjenstvillige pige som nogensinde kom her til huse, halvt død af sult var hun, den stakkels pige hun var så ivrig i tjenesten at jeg kaldte hende Villige Sophy, på skrubbende knæ dagen lang og i godt humør men sort i hovedet så jeg sir til Sophy:

‘Hør nu her, Sophy, min pige, sørg for at rense ovnene i dagslys og husk at pudse sko i strakt arm og lad være med at rede dit hår med bunden af stegepanderne og stik ikke hovedet ned i tællelysene og så må det sorte da gå væk’ men det blev ved med at være der på hendes næse, som var en opstopper, og ligesom pralede med det sorte, og til sidst blev det for meget for en af de faste logerende og en god betaler med frokost per uge men irritabel og med adgang til en stue efter behov, og han siger: ‘Mrs Lirriper jeg har konkluderet at den sorte mand er et menneske og en broder, men kun i den naturlige tilstand og når det ikke kan vaskes af’.

Så derfor måtte jeg sætte Sophy til andet arbejde og forbyde hende under nogen omstændigheder at åbne døren og svare på klokken men hun var så ulyksagligt tjenstvillig at det var umuligt at forhindre hende i at fare op ad køkkentrappen hver gang en klokke ringede. Så jeg sir til hende: ‘Åh, Sophy, Sophy, for Himlenes Himles skyld, hvor kommer alt det sorte fra?’ Hertil svarede den stakkels ulykkelige trofaste sjæl mens hun brød i gråd da hun så hvor altereret jeg var: ‘Men jeg fik en hel del af det sorte puttet ind i mig da jeg var helt lille og meget forsømt og forhutlet og jeg tror at det er dét at det arbejder sig ud’ … og det blev ved med at arbejde sig ud af den stakkels arme pige og hun var ellers en upåklagelig pige så jeg sir til hende: ‘Sophy, hvad ville du sige til at jeg hjælper dig af sted til New South Wales hvor det nok ikke bliver bemærket?’

Og jeg fortrød ikke rejsepengene som var godt givet ud for hun giftede sig med kokken på rejsen han var selv en mulatter og havde held og levede lykkeligt og så vidt jeg véd blev det ikke bemærket i den nye slags samfund til hendes dødsdag.

Hvordan Miss Wozenham længere nede på den anden side af gaden fik det forliget med sine følelser som en dame (hvilket hun ikke er) at lokke Mary Anne Perkinsop væk fra min tjeneste det må hun bedst selv vide, jeg véd det ikke og ønsker ikke at vide hvordan meninger dannes hos Miss Wozenham på nogen måde.

Men Mary Anne Perkinsop selv om jeg var højsindet over for hende og hun var det modsattte over for mig så var hun sin vægt værd i guld for hun kunne lukke munden på de logerende uden at skræmme dem væk for de logerende var meget mere varsomme med og utilbøjelige til at bruge klokken når det gjaldt Mary Anne end de nogensinde var med nogen anden pige eller Fruen, hvilken er en stor triumf når den følges ad med et glimt i øjet og en god kropsbygning.”

 

Mrs Lirriper introducerer sidenhen én af sine faste logerende, nemlig Major Jemmy Jackman.Han har boet i hendes pensionat i over 13 år, efter at han kortvarigt havde boet hos Mrs Lirriper konkurrent og dødsfjende, Mrs Wozenham, som også driver pensionat, længere nede ad gaden.

Mrs Lirriper og Majoren får et barn sammen, men ikke via naturmetoden. Det går for sig på den måde at ikke længe efter at Majoren har slået sig ned hos Mrs Lirriper ankommer der et ungt par til pensionatet. Manden forsvinder beklageligvis hurtigt, efter at have gjort den unge kvinde gravid og kvinden dør i barselsseng, efter et selvmordsforsøg ved Themsen som diskret forpurres af Mrs Lirriper og Majoren. Mrs Lirriper tager barnet til sig, sammen med Majoren, som bliver barnets Gudfar. Omstændighederne omkring barnets fødsel lyder som følger, med Mrs. Lirriper ord:

 

”Den unge kvinde havde et taknemmeligt blik i sine øjne, et blik der aldrig aldrig nogensinde vil forsvinde fra mine øjne før de er lukket i den søvn der bliver den sidste og når jeg tilfældigvis kastede et blik på hende uden at tænke over det mødte jeg altid dette blik og hun løftede tit hovedet imod mig så jeg kunne kysse hende, meget mere som et lille, kærligt, ulykkeligt barn end som en voksen kvinde.

En dag var hendes læber så urolige og tårerne i hendes øjne så mange at jeg tænkte at nu løber det over og hun vil fortælle mig hele sin sørgelige historie, så jeg greb begge hendes hænder og sagde:

‘Nej, min kære, ikke nu, du må ikke prøve at gøre det nu. Vent til en anden gang, når det hele er overstået og du er stærkere så skal du fortælle mig det hele. Skal vi ikke være enige om dét?’

Vore hænder var stadig forenede og hun nikkede til mig igen og igen og hun løftede mine hænder til sine læber og til sit bryst

‘Sig mig blot én ting nu, min kære – Er der nogen?’

Hun så spørgende på mig: ‘Nogen?’

‘Som jeg skal gå til?’

Hun rystede på hovedet.

‘Ingen som jeg skal bringe til dig?’

Hun rystede på hovedet.

‘Ja, jeg behøver ingen, min kære. Så taler vi ikke mere om dét.’

Det var kun en uges tid herefter …  for vi havde allerede længe været sammen på denne måde … at jeg bøjede mig ned over hende i sengen med mit øre til hendes læber, og lyttede efter hendes åndedræt og efter tegn på liv i hendes ansigt. Til sidst kom hun til, stille og alvorsfuldt, ikke en pludselig opvågnen, men mere som et svagt lys som langsomt tonede frem på hendes ansigt.

Hun sagde noget til mig som var helt lydløst, men jeg så at hun spurgte mig:

‘Er jeg ved at dø?’

Og jeg sagde til hende: ‘Stakkels kære, stakkels kære, jeg tror det.’

Jeg vidste på sæt og vis at hun ønskede at jeg tog hendes hånd og jeg lagde den på hendes bryst og foldede hendes anden hånd ovenpå, og hun bad en god lang bøn og jeg arme sjæl bad sammen med hende, selv om ingen ord blev sagt. Så bragte jeg hendes nyfødte barn i sit foldeklæde hen til hendes seng og jeg sagde:

‘Min kære, dette barn er sendt til mig barnløse kvinde at tage hånd om’.

De dirrende læber nærmede sig mit ansigt en sidste gang og vi kyssede hinanden.

‘Ja, min kære,’ siger jeg, ‘Det er Guds Vilje! Jeg og Majoren.’

Hvordan skal jeg sige det? Jeg syntes at jeg så hendes sjæl blive lysere og løfte sig op og blive fri og flyve op og bort i hendes taknemmelig blik.”

 

Da adoptivbarnet som får navnet Jemmy Jackman Lirriper skal på kostskole som ca. 10-årig er hans gode ven, mentor og gudfar, Majoren utrøstelig, og for at aflede hans tanker foreslår Mrs Lirriper at Majoren nedskriver nogle af de logerendes historier.

MRS LIRRIPER’S LODGINGS er overskriften på samlingen af disse historier, og MRS LIRRIPER’S LODGINGS er titlen på Dickens’s ekstra julenummer af hans ugeblad ALL THE YEAR ROUND år 1863. ”Lodgings” betyder, som I har gættet, ”logi” eller ”værelsesudlejning” eller ”pensionat”.

Formatet for disse julenumre var efterhånden forholdsvis etableret, gennemprøvet og ens: Dickens fandt på og skrev en rammefortælling,  hvorefter han inviterede en håndfuld medskribenter til at skrive resten, således at et typisk julenumer bestod af 6-8 historier, hvoraf Dickens bidrog med et par stykker. Julenumrene var dobbelt så lange som den almindelige ugentlige udgave af bladet, og kostede det dobbelte, 4 pence, vel ca. svarende til 20-25 kr. i dagens penge.

Mrs Lirriper er, som I har kunnet høre, i familie med Dickens-kvinder som Flora Finching og Susan Nipper og Mrs Nickleby. Fælles for disse kvinder er deres måde at tænke og tale på. Det afspejler sig i skriften idet Dickens noterer deres talestrømme og monologer stort set uden pauser og overflødigheder som kommaer og  punktummer. Det går altså over stok og sten, i en ved første gennemlæsning temmelig forvirrende talestrøm, som assoccierer frit til alle sider, frem og tilbage i tekst og tanker og begivenheder.

Mrs Lirriper blev vældigt populær lige så snart hun var udkommet i 1863, og hun blev faktisk så populær at Dickens helt usædvanligt valgte at genoplive hende i julenummeret året efter, altså 1864, hvor julenummeret kom til at hedde MRS LIRRIPER'S LEGACY – altså MRS LIRRIPERS ARV – dér finder vi nogle andre historier og det er en anden historie, som vi måske kan høre om en anden gang.

Som et PS vil jeg nævne at Mrs Lirripers stemme tilsyneladende aldrig som jeg så må sige ”officielt” er oversat til dansk; jeg kunne i hvert fald ikke finde nogen henvisninger til hende i vores ”bibel” over danske Dickens-oversættelser, nemlig Jørgen Erik Nielsens DICKENS I DANMARK. De udsnit som I hører i dag er oversat af undertegnede til lejligheden.

Lad os slutte af med at give ordet til Mrs Lirriper en sidste gang:

”En dag – Jemmy har vel været 3-4 år gammel – tabte han sin kasket ned i luftskakten ved Miss Wozenhams hus og de ville ikke række den op til ham igen og jeg blev godt knotten og jeg tog mit fineste hovedtøj på og mine handsker og min parasol og jeg tog Jemmy i hånden og jeg siger til Miss Wozenham da vi er kommet indenfor: ”Den dame, Miss Wozenham, at tænke sig at jeg nogensinde skulle sætte mine ben her i huset men hvis ikke mit barnebarns kasket øjeblikkelig bliver givet tilbage til ham så må retfærdigheden gå sin gang og så vil landets love der regulerer individets retsmæssige ejendele afgøre denne tvist mellem Dem og Jeg koste hvad det vil.”

Med en uklædelig og vrissen grimasse som efter min mening bekræftede min mistanke om at denne værtinde gemmer ekstra nøglesæt til de logerendes rum, men lad blot tvivlen komme hende til gode, ringede Miss Wozenham på klokken og hun siger: ”Jane, er der mon en strejfende gadedreng der har tabt sin gamle lurvede kasket ned i vores luftskakt?” Jeg bryder ind: ”Miss Wozenham, før Deres pige svarer på det spørgsmål vil jeg sige Dem lige op i Deres åbne ansigt at mit barnebarn ikke er en gadedreng og han har ikke for vane at gå med gammel kasket. Faktisk” siger jeg, ”Miss Wozenham, er jeg langt fra sikker på om ikke mit barnebarns kasket er af nyere dato end hvad De har på hovedet,” hvilket naturligvis var skrækkeligt uforskammet af mig, da hendes hovedklædnings kniplinger i forvejen var i ringe forfatning og tillige var af billigste fabrikat og dertil forvaskede og forrevne men jeg var altså bragt i oprør over hendes impertinang’se.

Miss Wozenham siger: “Jane, du hørte mit spørgsmål, ligger der en drengekasket i skakten?” ”Ja, Frue,” svarer Jane, ”jeg så vist en sår’n klud ligge dernede”. ”I så fald,” siger Miss Wozenham, ”vis disse besøgende ud, og smid så den værdiløse trevl væk fra min ejendom”. Men her skete der noget med Jemmy som havde stirret på Miss Wozenham med opspilede øjne, han rynker øjenbrynene, han skyder de sammenpressede læber frem og op, skræver bredt på sine små ben og kører sine små barnlige knytnæver rundt og rundt over hinanden som en kaffemølle og han siger til hende: ”Daj vær uhoflig til min Bedste, maj ik ha.” ”Uhadada,” siger Miss Wozenham mens hun kigger foragteligt og indigneret ned på barnet, ”hillemænd, her har vi sandelig ikke at gøre med en lille gadedreng, hva’? – det var dog den stiveste!”

Jeg kommer til at grine og jeg siger: ”Miss Wozenham, hvis ikke De synes at den lille fyr dér er et herligt syn, så må De selv om dét, jeg ønsker Dem en God Dag. Jemmy, kom med Bedste, nu vi går hjem.” Mit humør kunne ikke have været bedre, og det blev ikke ødelagt af at kasketten kom flyvende op til os sjaksvåd som om den lige havde været under vandhanen, og jeg lo hele vejen hjem takket være den kære dreng ”

 

_____________________________

 

 

 


 
Her diverse billeder fra mødet
007

Så er der brunch

 


 
009

Vi stimler sammen

 


 
010

Heinrich, Michael, Jesper H.

 


 
012a

Heinrich, Hans og Michael


 
015

Formandens beretning

 


 
016

Lotte om Mrs Crupp

 


 
017

Ida K. havde påtaget sig det utaknemmlige hverv som dirigent

 


 
019

Grete, Heinrich

 


 
020

Michael, Hans, Henning, Erling

 


 
022

Karen om Mrs Todgers


 
023

Med oplæsning fra CHUZZLEWIT

 


 
026

 

 


 
032

Michael introducerer Mrs Lirriper

 


 
033

Mrs Lirripers egen stemme med Berit som medium

 


 
037

Et glas før vi går hjem

 

 

 


 
2_content_lod+leg

 

 

 

 

/////////////////////////////////////////////////////



Nyheder

Der er i øjeblikket ingen nyheder.