Forside
Dickens 200 år 070212
Kontakt og nyhedsbrev
Om foreningen
Du kan se frem til ..
Møde- og billedarkiv
Sommermatinéer
Medlemsblad
Selskabets charter
Romanerne
Historierne & Andet
Illustrationer
Links
London
Diverse
STORE FORVENTNINGER[ Udskriv ]
 
Referat af romanen - og div. om slutningen...

 

 

 

Charles Dickens

STORE FORVENTNINGER

Roman, 1861

 

Oversættelse ved Michael Rehder

Frit efter Michael & Mollie Hardwicks

THE CHARLES DICKENS ENCYCLOPEDIA

 

Lille Philip Pirrip, kendt som Pip, bor i marsklandet i Kent i Sydengland, sammen med sin arrige søster og hendes mand, den enfoldige og hjertensgode smed, Joe Gargery. Historien begynder på en landsbykirkegård i nærheden, hvor Pip (som ca. 7-årig) bliver skræmt fra vid og sans af en undvegen straffefange, som truer ham med frygtelige repressalier hvis ikke Pip hurtigt skaffer noget mad og en fil at at klare fangelænkerne med. Da Pip kommer hjem lykkes det ham at skjule noget af sin egen aftensmad og han tager mere mad og drikke fra fadeburet. Da han vender tilbage til kirkegården møder han en anden, yngre straffefange, før han finder den ældre straffefange han først mødte, og han giver den ældre fange maden og filen, og efterlader ham i gang med at file sine jernlænker over. Begge fanger bliver efterfølgende arresteret af soldater. Pips fange tilstår ridderligt overfor soldaterne at det var ham selv der stjal maden, og Pip er for skræmt til at fortælle sandheden.

Pip bliver indbudt til Miss Havisham, som bor i Satis House i den lokale købstad, og han ledsages derhen af sin onkel, kornhandler Pumblechook. Pip føres til Miss Havisham af Estella, som bor sammen med Miss Havisham. Estella er på Pips alder (nu ca. 11 år) og hun er smuk og stolt og hoven. Miss Havisham er en midaldrende dame, som har sat sig i hovedet at hun vil leve resten af livet iført sit falmede brudeantræk, efter at hun for mange år siden blev svigtet på sin bryllupsdag. Hun lever uden dagslys, omgivet af resterne af bryllupsopdækningen. Miss Havisham hader mænd og hun har sendt bud efter Pip for at se ham blive drillet og pint og plaget af smukke Estella. Ved et senere besøg møder Pip en ung bleg herre, Herbert Pocket, én af Miss Havishams mange slægtninge og Pip og Herbert kommer op at slås.

Som 14-årig er Pip gammel nok til at blive lærling hos Joe Gargery i smedjen, og Miss Havisham betaler Joe en større sum for at tage Pip i lære. Pips søster bliver overfaldet og invalideret af en ukendt gerningsmand; Pip mistænker Orlick, som går til hånde i smedjen, for overfaldet. Biddy, en ung forældreløs pige, bliver husbestyrerinde og sygehjælper hos Joe. Pip fortæller Biddy om sine drømme om at blive ”gentleman”, han er ulykkelig i smedjen, føler sig ”simpel”. Biddy gætter at Pips ambitioner har at gøre med ønsket om at vinde Estella.

Jaggers, en London-sagfører, som Pip har mødt hos Miss Havisham, fortæller Joe og Pip at Pip kan have ”store forventninger” til en ukendt velgører, som ønsker at forblive anonym. Eneste betingelse er at Pip altid skal kaldes Pip, så vil han blive gjort til en gentleman i London. Lærlingekontrakten ophæves, der købes nyt fint tøj til Pip, han tager afsked med Miss Havisham, rejser til London og møder Jaggers på hans kontor som ligger i gaden Little Britain. Kontoristen hos Jaggers, Wemmick, ledsager Pip til Barnard’s Inn, hvor Pip genser Herbert Pocket, søn af Matthew Pocket, som er fætter til Miss Havisham. Herbert skal bo sammen med Pip og hjælpe ham med at blive en gentleman. Pip bliver hurtigt venner med både Herbert og Wemmick, og sidstnævnte inviterer ham hjem, et mærkværdigt lille sted kendt som ”Borgen”, i Walworth, hvor husherren, Wemmicks far, er kendt som Gammelgubben, stokdøv, men munter og imødekommende.

 

Herbert fortæller Pip hele Miss Havishams historie, og nævner at manden der svigtede hende på bryllupsdagen tillige bedrog hende for en stor sum penge, sammen med hendes halvbroder. Herbert fortæller at ingen kender Estellas herkomst. Alt dette gør Pip mere og mere sikker på at Miss Havisham er hans velgører. Sagfører Jaggers inviterer til middag, og Wemmick henleder Pips opmærksomhed på husbestyrerinden, som han kalder ”et tæmmet dyr”; hun er omkring 40 år gammel, med et bemærkelsesværdigt ansigt, og Jaggers henleder forsamlingens opmærksomhed på hendes kraftfulde men arrede håndled. Til stede er også en ung herre, Bentley Drummle, som Pip instinktivt føler afsky for.

Miss Havisham indbyder atter Pip til at besøge hende i købstaden, og Pip møder dér Orlick, som er blevet hendes tjener. Estella er tilbage efter at været blevet uddannet i Frankrig, hun er blevet voksen og er smukkere end nogensinde. Pip er i sit stille sind foruroliget ved Estellas lighed med én som han ikke kan identificere. Miss Havisham appelerer til Pip om at elske Estella, selv om hun er kold og afvisende. Estella meddeler Pip at hun kommer til London. Pip møder hende dér og ledsager hende til Richmond; hun er venlig, men kølig, og Pip indser at han er lige ulykkelig sammen med Estella og væk fra hende.

Pips søster dør kort før hans 21-års fødselsdag, hvor han bliver myndig. Pip modtager via Jaggers en gave på 500 pund sterling (nærved 500.000,- kr i vores dages penge) fra sin ukendte velgører. Pip besøger Estella adskillige gange, og han bebrejder hende at hun er indladende overfor skurken Bentley Drummle.

 

En aften i London får Pip besøg og han bliver forfærdet da han genkender gæsten som straffefangen fra marsklandet. Manden præsenterer sig som Abel Magwitch (alias Provis), og han chokerer Pip ved at afsløre at han er Pips velgører, som tak for den hjælp som drengen Pip gav straffefangen på kirkegården for mange år siden. Magwitch blev landsforvist til Australien, hvor han gennem årene er blevet rig på fåreavl, og al hans rigdom er gået til Pip: ”Ja, Pip, jeg har gjort dig til en gentleman!” Han fortæller at hans tilbagekomst til England kan betyde dødsstraf for ham. Pip og Herbert indvilger i at skjule Magwitch, og Magwitch fortæller dem sin historie, som involverer Compeyson, den yngre straffefange som Pip mødte på kirkegården. Compeyson var i ledtog med Arthur Havisham, Miss Havishams halv-broder, om at få fat i hendes penge ved hjælp af et falskt ægteskabsløfte. Magwitch og Compeyson kom for retten og begge blev dømt skyldige, men den glatte Compeyson slap med 7 års fængsel, mens Magwitch blev idømt 14 års fængsel. Pip besøger atter Miss Havisham og han fortæller at han nu véd at det ikke er hende som er hans velgører. Han beder Miss Havisham om at hjælpe Herbert, som Pip hemmeligt har skaffet en plads som partner i et firma. Pip indrømmer at han elsker Estella, men får at vide at hun vil ægte Bentley Drummle.

Magwitch og Pip er under overvågning, og Magwitch flyttes til et sikrere skjulested, hos Herberts forlovede, Clara Barley, som bor med sin far nær The Pool of London (afsnittet af Themsen imellem London Bridge og Tower Bridge, med kraftigt tidevand). Planen er nu at Magwitch skal roes ombord på et dampskib til udlandet.

Endnu en gang besøger Pip Miss Havisham, som nu fortryder sine planer med Pip og Estella: ulykkelig kærlighed & mandlig hjertesorg. Pip forstår at Estella er datter af Jaggers’s husbestyrerinde, som er en morderske, Jaggers har fået frikendt. Magwitch viser sig at være Estellas far. Da Pip tager afsked med den angerfulde Miss Havisham bryder hendes kjole i brand; Pip redder hende, men hun dør siden af sine brandsår.

Pip bliver lokket til et natligt møde ved kalkovnene i marsken hvor Orlick ligger på lur efter ham og afslører at det var ham som overfaldt Pips søster, som hævn for at Pip blev favoriseret af både Biddy og Joe. Orlick truer med at dræbe Pip, efter at han har afsløret at det er ham som har skygget Pip og Magwitch, i ledtog med Compeyson, for at forhindre at Magwitch undslipper. Pip bliver reddet i sidste øjeblik og planen for at redde Magwitch sættes i værk: Pip og Herbert roer Magwitch ud på floden for at møde damperen, men flodpolitiet stopper dem, med Compeyson om bord. Damperen, som de skulle møde, sejler begge småbåde i sænk, Compeyson drukner og Magwitch bliver alvorligt såret – og arresteres. Magwitch er for syg til at komme i fængsel og han bliver indlagt på et fængselshospital, hvor Pip besøger ham, beskæmmet over sin tidligere afsky for straffefangen. Pip beslutter at hjælpe og drage omsorg for Magwitch så godt han kan. Magwitch dør, men ikke før at Pip har fortalt ham at hans datter Estella lever og at han, Pip, elsker hende.

Pip bliver alvorligt syg, og da han kommer ud af sin vildelse finder han ud at at hans gamle ven, smeden Joe Gargery, har passet og plejet ham. Igen er Pip skamfuld over sine ”gentleman”-ambitioner som har gjort ham flov over simple Joe. Pips ”store forventninger” har ikke gjort ham lykkelig, og han er glad for at være befriet for dem. Da Pip er blevet helt rask rejser han tilbage til barndomshjemmet for at fri til Biddy – han ankommer på Biddy og Joes bryllupsdag.

Pip rejser udenlands for at arbejde sammen med Herbert i Østen. Først 11 år senere vender han tilbage til England. Han aflægger en nostalgisk visit ved Satis House, hvor han møder Estella i haven. Hun er enke, efter et ulykkeligt ægteskab, som omsider har lært hende værdien af sympati og forståelse. Estella beder Pip om at forlade hende, men at forblive hendes ven. Aftentågerne dukker frem og lyset bliver klarere og Pip ser ikke skyggen af en ny adskillelse fra Estella.

 

FINE

 

 

Efterskrift – slutninger

 

Dickens ændrede i sidste øjeblkik slutningen af STORE FORVENTNINGER. Hans ven, forfatteren Edward Bulwer Lytton, overtalte Dickens til at skrive en ny slutning, en ”happy end”, hvor Pip (måske) forenes med Estella. Den originale slutnings  ”unhappy end” er gengivet som fodnote i John Forsters Dickens-biografi fra 1870'erne. Originalen havde intet Kap. 59 ( = det afsluttende kapitel, som i Niels Brunses danske oversættelse fra 1999 hedder Tredje Del, Kap. 20, idet de tre dele i denne danske oversættelse har separat kapiteltælling). Lidt inde i Kap. 58 siger Biddy til Pip:

”Er du sikker på at du ikke savner hende?” (Estella, red.)

(dette er den sidste replik som er fælles for de to versioner)

Pip svarer i den originale version:

”Jeg er sikker og afklaret, Biddy”.

Herefter følger i originalversionen følgende afsluttende afsnit:

”Der gik to år før jeg atter så Estella. Jeg havde hørt at hun førte et ulykkeligt liv, og at hun først var blevet separeret fra sin mand, som behandlede hende med stor grusomhed, han var berygtet for at være en blanding af stolthed, brutalitet og ondskab. Jeg havde hørt at ægtemanden sidenhen var omkommet (ved en ulykke i forbindelse med at han havde mishandlet en hest), og at hun var blevet gift igen, med en læge fra Shropshire, som tidligere havde behandlet den  afdøde ægtemand, og i den forbindelse overværet mandens usle behandling af Estella; lægen var mandigt (og imod sin egeninteresse) skredet ind og havde forsvaret hende. Jeg havde hørt at denne Shropshire-læge ikke var rig og at Estella og han nu levede af hendes beskedne personlige formue.

Jeg befandt mig nu atter i England – i London, hvor jeg netop spadserede hen ad Piccadilly, sammen med Lille Pip – da en tjener kom løbende efter mig:  ville jeg komme med hen at hilse på en dame som ønskede at tale med mig i en vogn? Det var en lille ponyvogn, som damen selv kørte – og damen og jeg kiggede nok så sørgmodigt på hinanden: ’Jeg er meget forandret, det indser jeg, men jeg tænkte at du også gerne ville trykke Estella i hånden, Pip. Løft det kønne barn op og lad mig kysse det!’ (Hun formodede, tror jeg, at barnet var mit). Efterfølgende var jeg glad for vort møde, thi hendes ansigt og hendes stemme og hendes berøring forsikrede mig om at lidelse havde været stærkere end Miss Havishams oplæring, og havde givet hende et hjerte som forstod hvad mit hjerte engang havde været.”

 

Denne slutning er, i betragtning af romanens rugende, sjælesøgende og desillusionerede tone, mere overbevisende og sandsynlig end en jeg-fortællende Pip som i tilbageblikkets ”skrivende stund” er både succesfuld og tilmed lykkeligt gift med Estella. Og dog: George Bernhard Shaw forsvarer den reviderede såkaldte ”happy end” med følgende ord: ”Selv om den reviderede slutning (happy end) er psykologisk forkert, så er den kunstnerisk set mere vellykket og tilfredsstillende end originalen; scenen, timen, atmosfæren er dybt rørende og poetisk.”

 

Dickens selv gjorde slutningen mere tvetydig ved en lille ændring i den allersidste sætning som i 1861 lød: ”Jeg så skyggen af ingen adskillelse fra hende”.  (I saw the shadow of no parting from her) – en akavet sætning både på engelsk og på dansk. Og manuskriptet (men ingen trykte udgaver) har desuden en tilføjelse, nemlig “… no parting from her, but one”  (dvs. ”til døden os skiller”).

I den gennemsete og (let) reviderede 1868-version ændrer Dickens dette til:

”Jeg så ingen skygge af en ny adskillelse fra hende”. (I saw no shadow of another parting from her) –  med den (måske) antydede/skjulte mening: at i denne lykkelige stund, her og nu i parken, kan Pip ikke forudse den kommende, uundgåelige adskillelse fra Estella.

Alt sammen tvetydigheder på tvetydigheder – måske skal ”forklaringen” søges i det tidligere nævnte kærlighedens paradoks: at Pip er ulykkelig både med og uden Estella.

 

SLUT

 

 

 

 


Nyheder

Der er i øjeblikket ingen nyheder.