Forside
Dickens 200 år 070212
Kontakt og nyhedsbrev
Om foreningen
Du kan se frem til ..
Møde- og billedarkiv
Sommermatinéer
Medlemsblad
Selskabets charter
Romanerne
Historierne & Andet
Illustrationer
Links
London
Diverse
Copperfield v/ Chr. Steffensen 150412[ Udskriv ]
 

 

 

100612 / mr

 

Oplæsning fra romanen David Copperfield

 

Ved dagens møde skal vi om lidt vi høre skuespiller Christian Steffensen læse en let redigeret og forkortet version af Dickens’s oplæsningstekst.

 

Men først et par ord om oplæsningerne og baggrunden i det hele taget. Et citat: ”Det var ikke skuespil, det var ikke musik, der var ikke harmoniske klange eller farver – men alligevel har jeg stadig i frisk erindring alle disse ting, når jeg tænker tilbage på denne begivenhed.” – således erindrer en tilhører en Copperfield-oplæsning af Charles Dickens himself. Vi kan kun være misundelige, og vi kan godt i dag af mange grunde ærgre os over at Dickens ikke levede længere end han gjorde. Fx bare 7 år mere – så ville vi i det mindste i dag formentlig kunne høre optagelser af hans stemmes magi og hans historiers ditto. Men fonografen blev desværre først opfundet af Edison i 1877, altså sølle 7 år efter Dickens’s død som kun 58-årig.

Men selv en fonografisk optagelse og gengivelse af Dickens’s stemme ville formentlig kun kunne give en svag afglans af dét at opleve ham læse op i levende live. Det findes mange beretninger fra samtiden fra folk der overværede én eller flere eller mange oplæsninger, og langt flertallet af de heldige tilstedeværende var dybt berørte af oplevelsen, og mange nedskrev deres følelser og indtryk og fortalte børn og børnebørn om begivenheden som en helt enestående oplevelse i deres liv. En journalist ved navn Kate Field skrev i 1868 en bog med titlen PEN PHOTOGRAPHS OF CHARLES DICKENS’S READINGS (altså på dansk ca. PENNESTRØGS-AFFOTOGRAFERINGER AF DICKENS´S OPLÆSNINGER). Hun skriver i forordet bl.a. følgende:

”De følgende sider er inspireret af taknemmelighed. Jeg skylder Charles Dickens 25 af de herligste og mest instruktive aftener i mit liv. Jeg har derfor forsøgt med min pen at fastholde, så at sige at affotografere, disse aftener, i håbet om at bevare for eftertiden for de tilstedværende en konkret og håndgribelig erindring, og at give mange andre en svag idé om den ekceptionelle magi der udsprang af disse mageløse aftener.

 

DE FØRSTE OPLÆSNINGER

 

Det var i 1858, som 46-årig, at Dickens begyndte sin karriere som betalt oplæser af egne værker. Dickens var på det tidspunkt for længst en trænet og effektiv oplæser af egne værker, bevidst om sine virkemidler. Han havde læst op af egne værker siden 1840’erne, fortrinsvis Et Juleeventyr og andre af julehistorierne – men indtil 1858 havde det udelukkende været oplæsninger for venner og bekendte, typisk af det nyskrevne afsnit af en igangværende historie.

Eller der havde været tale om enkeltstående længere oplæsninger for velgørenhed, hvor der blev betalt entré, men hvor pengene gik til et velgørende formål, som Dickens havde valgt at støtte på denne måde.

 

Dickens’s første offentlige oplæsning (det var julehistorien The Cricket on the Hearth) fandt sted i december 1853 og blev afholdt i det nyetablerede Birmingham and Midland Institute (vel at sammenligne med en slags almendannende læreanstalt, en slags aftenskole til voksenundervisning). Dickens talte indledningsvis til tilhørerne og udtrykte håbet om at hans oplæsning ville både underholde og røre tilhørerne – og røre deres følelser såvel som deres intellekt – der var ikke tale om ren underholdning – men heller ikke undervisning eller pædagogik – det var en blanding af undervisning og underholdning.

Den senere overgang til professionel, betalt oplæser var ikke uden problemer. Alle kunne acceptere oplæsninger blandt venner og bekendte. Intet kunne være mere prisværdigt, hjemligt og viktoriansk end en gentleman, som i sin dagligstue diverterer de nærmeste med en god og lødig historie – og velgørenhedsarrangementer var naturligvis også beyond reproach, hinsides kritik.

Men det faldt ikke i god jord da Dickens forelagde ideen om at blive betalt, professionel, omkringrejsende oplæser for sin ven og rådgiver, John Forster. Forster afviste ideen som ”infra dig” (indrømmet, jeg måtte slå det op: vi har hørt om infra-struktur og infra-røde stråler, infra betyder ”under” eller ”underliggende” – og ”dig” er en forkortelse for det ligeledes latinske dignitatem, altså værdighed...

Udtrykket betyder altså: ”under (din) værdighed”. Forster var bange for at Dickens’s renommé ville lide skade, og at Dickens tilmed ville ødelægge respekten for ”Litteraturen” og at et omrejsende oplæsningsshow ville være ødelæggende for bogsalg og i det hele taget respekten for Dickens som forfatter.

Dickens havde via velgørenhedsoplæsningerne set hvilken tiltrækningskraft og økonomisk potentiale hans oplæsninger besad og han ønskede nu at tjene penge på denne vis – og når Dickens først havde sat sig noget i hovedet, så var han uimodtagelig for modsatrettede argumenter.

Også fordi pengene lokkede. Og vi skal huske på at der efterhånden var mange mennesker der var afhængige af at Dickens hvert år tjente mange penge – de mange børn, som havde svært ved at forsørge sig selv, konen som skulle forsørges selv om hun var blevet forvist, svigerinder med afkom, som var blevet svigtet eller blevet enker, forældrene, en elskerinde (formentlig) og dennes familie.

Forsters og andres betænkeligheder var sikkert forståelige på baggrund af tidens holdning til dét at gå på scenen. Tænk hvis folk kom til at tænke på det som ”teater”, det måtte for alt i verden undgåes. Den viktoranske tidsalder var både fascineret af og skeptisk over for teatret som kunstart, en kunstart som har som formål at bedrage eller i hvert fald forlede et intetanende publikum. Dertil har teatret kroppen (uhadada – don´t mention: ”kroppen”) som medium.

Der var i England i 1800-tallet en opblomstring af de såkaldt evangeliske bevægelser. Disse kirkelige bevægelser tog skarpt afstand fra teatret og alle dets angivelige skadelige virkninger og dets syndige indflydelse. Det var de samme bevægelser som agiterede for forbud imod søndagsforlystelser – og som bekendt tog Dickens afstand fra disse bevægelser og argumenterede for at den almindelige arbejdende befolkning burde have mulighed for lidt adspredelse, specielt om søndagen, som jo var den eneste dag hvor denne del af befolkningen havde tid og mulighed for lidt adspredelse.

Men som sagt: oplæsning måtte ikke kunne forveksles med teater; en stor del af den viktorianske befolkning (i hvert fald fra middelklassen og opefter) ville ikke drømme om at sætte deres ben i et (morskabs-)teater.

Man måtte altså grundigt overveje præsentationen og udførelsen af disse oplæsninger, og undgå at nogen kunne beskylde arrangementerne for at være uartigt ”teater”.

Der findes absurde eksempler på de krumspring man gjorde for at undgå at en distingveret oplæser blev opfatter som skuespiller: prøv fx at forestille jer følgende, som faktisk har fundet sted:

På scenen ser man en skuespiltrup som opfører HAMLET – scenografien er ”flot og ny” og kostumerne er ”imponerende og historisk korrekte”. Det forbløffende er at skuespillerne bevæger læberne på scenen, men uden at der kommer en lyd over deres læber. I orkestergraven derimod, står en mand og foredrager teksten.

Dette er en bizar form for ”mundaflæsning”, kan man måske kalde det. Men på denne måde undgik oplæseren/recitatoren at blive beskyldt for at være ”teatralsk”, han var jo kun oplæser og acceptabelt ”dramatisk”. Det er jo de andre, dem på scenen, som agerer og gør det ”beskidte arbejde”, so to speak.

Det siger noget om skuespilfagets position (eller rettere: mangel på samme) at skuespillere først i 1865 blev tilladt optagelse blandt kunstneriske fagfolk som forfattere, malere og musikere.

Når man skelner mellem ”teatralsk” og ”dramatisk”, så vil de fleste kunne enes om at ”teatralsk” har en let negativ klang, hvor udtrykket hos skuespilleren/oplæseren har en beskuer i tankerne, som han/hun prøver at påvirke på en bestemt måde, for at fremkalde en bestemt følelse eller reaktion. Det ”dramatiske” derimod indeholder kun det udtryk som situationen naturligt fremkalder, i et acceptabelt udtryk som ikke spiller op til en betragter og angler efter en bestemt reaktion.

I sin bog om viktoriatidens teater skriver Nina Auerbach:

”De fleste viktorianere skyede det teatralske som pesten, som et tegn på den yderste, den mest bedrageriske forstillelse. Forbindelsen var ikke blot til det løgnagtige, men tillige til en udflyden af den faste karakter, en opløsning af det det hele, integrale menneske. Det teatralske, mente man, opmuntrede den for tiden uhyrlige idé at personligheden er skabt ustabil…. Teatret, den tillokkende paria i den viktorianske kultur, blev indbegrebet af truslen mod det sande, det autentiske og det gode i mennesket”

 

En samtid rapport fra New York skriver:

”De fleste mennesker, vil vi tro, vil gå til disse oplæsninger (altså Dickens’s læsninger i Amerika) med en vag forventning om at de vil blive underholdt af en skuespiller, en scenekunstner. Eller rettere sagt: de vil have en vag erindring om hvordan de tidligere er blevet underholdt af en god skuespiller, og de vil ikke have gjort sig klart hvad en rigtig ”oplæsning” er for noget. Men der er ikke mere skuespiller i Dickens som oplæser end der er scenegrafi i hans sceneopstilling – og hans scenes rekvisitter er jo, som vi véd, sparsomme og enkle. Begivenhedens egentlige kerne er ikke en optræden hvor en skuespiller så vidt muligt glemmer sig selv og får publikum til at glemme sig selv, ved at påtage sig og leve sig ind i rollen som de fiktiver personer der fortælles om. Vi har her snarere at gøre med en gentleman som dramatisk (nb: ikke teatralsk) fortæller sin historie imellem venner, idet han indikerer sine personer, snarere end at leve sig ind i dem. Aldrig mister oplæseren opmærksomheden på sine tilhørere og sig selv. Aldrig, eller i hvert fald meget sjældent, fraviges stemningen af borgerlig dagligstue med dennes begrænsende konventioner. Grænsen til den bredere og friere scenekunst overskrides ikke. Disse oplæsninger er altså simpelthen historie-fortælling eller deklamation, fremført af en eksceptionel god fortæller som af og til i afdæmpet form imiterer historiernes personer.”

 

Som indledning til sin første betalte oplæsning henvendte Dickens sig til publikum således (citeret fra Charles Kent: CHARLES DICKENS AS A READER):

 

”Mine Damer og Herrer. Det er Dem måske bekendt at jeg i de senere år har haft for vane at læse nogle af mine kortere historier for forskellige forsamlinger i velgørende øjemed, hvilket har medført visse udgifter for undertegnede hvad angår såvel tid som penge.

Det er efterhånden blevet umuligt for mig at efterkomme alle disse stadigt flere ønsker i denne retning, og jeg har derfor været tvunget til at vælge mellem: af og til at læse op mod betaling, som en del af min profesionelle forfattervirksomhed – eller slet ikke læse op. Det har ikke været vanskeligt for mig at vælge den førstnævnte mulighed.

Der er tre grunde til at jeg har truffet dette valg, bortset fra at det ikke vil betyde noget afbræk i mine sædvanlige litterære aktiviteter.

For det første har jeg konkluderet at jeg hermed ikke komprommiterer litteraturens ære og uafhængighed.

For det andet har jeg længe været af den mening - og handlet derefter - at det kun kan være af det gode, dét som bringer en offentlig kendt mand og hans offentlighed sammen, ansigt til ansigt i gensidig tillid og respekt.

For det tredje har jeg efterhånden erfaret at publikum er venlige at tage godt imod disse begivenheder og at de tilmed giver mig en personlig tilfredsstillelse. Dermed kan vi gensidigt styrke de bånd som binder os sammen i – havde jeg nær sagt – personligt venskab. Det er mit store ansvar og min stolthed at bevare disse relationer, også med mennesker som aldrig vil høre min stemme eller se mit ansigt.

Således giver det sig helt naturligt at jeg står her iblandt jer i dag. Og således giver det sig at jeg nu vil læse denne lille bog for jer, lige så roligt som da jeg skrev den eller som jeg ville offentliggøre den på anden vis.

 

AT LYTTE ELLER AT LÆSE

 

Dickens’s oplæsningstekster var kendt stof for de fleste tilhørere, som kendte historierne fra føljetonformatet, de ugentlige eller månedlige hæfter, hvori historierne først udkom. Eller man havde læst de senere udgivelser i komplette bind for romanernes vedkommende.

For mange var det at HØRE teksterne dog intet nyt, idet man regner med at op imod halvdelen af dem der kom i berøring med Dickens’s tekster fik dem ind gennem øret og ikke gennem øjet. Dette skyldtes dels at der stadig var mange der ikke kunne læse, dels at prisen for de månedlige føljetonhæfter var een shilling (ca. 50,- kr), hvilket oversteg den økonomiske formåen for den fattigere del af befolkningen. Højtlæsningsklubber og lignende sammenkomster omkring højtlæsning af det nye afsnit af Nickleby eller Chuzzlewit eller Copperfield var et udbredt fænomen.

 

John Forster fortæller om en ældre kone, en kulsvier, som ikke kunne læse, men som alligevel kunne følge med fra måned til måned i romanen Dombey og Søn: ”det viste sig at hun boede til leje hos en snustobakshandler, sammen med adskillige andre lejere. Den første mandag i hver måned mødtes man og udlejeren læste højt af det nye afsnit af DOMBEY. De som havde råd til den luksus betalte for the, oplæsningen var gratis.”

 

Man har sammenlignet disse månedlige afsnit, hvor den læsende & lyttende offentlighed stort set samtidig erfarede nyt om de seneste udviklinger og forviklinger, med at en bekendt med indgående kendskab til hovedpersonerne, det være sig hos familien Nickleby eller Chuzzlewit eller Copperfield, skriver et brev med seneste nyt om de fælles bekendte.

Selv om teksterne således ofte var velkendte tyder alt på at de blev så at sige blev ”genåbnet” og genopdaget ved Dickens’s oplæsning, de blev bredere, lysere, blev givet en højere ”opløsning”, så at sige, og de blev først og fremmest mere realistiske. En tilhører siger om at høre Dickens læse Et Juleeventyr: ”at høre Dickens læse historien gjorde den ”ny”, historien kom til live på en anden måde, blev fyldigere, mere farverig og dybere i tonen, livligere, animeret – og først og fremmest: levende....”

Dickens’s levende og animerede (og animerende) stemme gjorde for historien hvad lak gør for træ: linier, årer og struktur træder frem både tydeligere og smukkere. Man har også sammenlignet dét at høre Dickens læse op med et personligt møde, i modsætning til at modtage et brev fra samme person.

 

COPPERFIELD-OPLÆSNING

 

Hvis man skal høre en komplet oplæsning af hele romanen David Copperfield, så skal man formentlig sætte mere end 30 timer af til projektet, så det siger sig selv af det var en stærkt forkortet udgave af Copperfield som allerede Dickens læste op/højt. Hans oplæsningsversion varede ca. 2 timer, efter at han konstant havde kortet den ned – den varede indledningsvis over 3 timer. Ca. 2 timer varede også hans andre længere oplæsninger, fx Et Juleeventyr og Lille Dombey.

Dickens valgte næsten altid samme format for oplæsningerne: en længere, mere indholdsrig, ofte alvorligere oplæsning, og derefter en kortere, mere munter afsluttende scene. Varigheden skulle – inkl. en kort pause efter den længere oplæsning – være ikke meget over to timer.

Dickens insisterede på at der skulle udbydes billige billetter til fattigere folk, som kunne gøre det muligt også for dem at overvære en oplæsning; de såkaldte shilling-billetter var eftertragtede. De fleste billetter blev dog udbudt til hvad der svarer til 2-300,- kroner per styk. Ofte opkøbte billethajer mange af de bedste pladser og solgte dem videre på det sorte marked til hvad der ville svare til flere tusinde kroner per billet

Copperfield-oplæsningen var speciel af flere grunde: for det første fordi det var Dickens’s egen favorit, både hvad angår bogen og oplæsningen. For det andet fordi det var første gang at Dickens tilrettelagde en oplæsning som skulle udfolde et bredere episk panorama fra en af romanerne. Ellers bestod Dickens oplæsninger for størstedelens vedkommende af enkeltstående julehistorier eller julefortællinger. Når det gjaldt uddrag fra romanteksterne var der typisk fokus var på en enkelt person (fx Mrs Gamp), eller en enkelt episode (fx Nicholas Nicklebys opgør med Mr Squeers).

I Copperfield-oplæsningen forsøgte Dickens for første (og eneste) gang af lave en kondensering af flere handlingstråde, og han fokuserede på den dramatiske historie om Emily-Steerforth-Peggotty. Som comic relief medtog han sidehistorier om familien Micawber og Davids bejlen til Dora.

 

(I dag vil vi ved den følgende oplæsning af Christian Steffensen af tidshensyn koncentrere os om Emily-Steerforth-Peggotty historien).

 

Copperfield er forvirrende for publikum fordi det er en ”jeg”-historie, og hvem er dette ”jeg” – er det David? Er det Dickens? Er det en blanding af disse to? En del af publikum havde allerede fra læsningen af romanen måske haft mistanke om at den fiktive person David Copperfield vistnok indeholdt selvbiografiske træk fra Dickens eget liv – denne sammenblanding af personer, virkelige og fiktive i dette ”jeg” må have givet Copperfield-læsningen en særlig resonans, både hos Dickens og hos publikum.

Copperfield var den seneste roman som Dickens valgte oplæsningsmateriale fra. Han prøvede senere en sammenskrivning til oplæsningsbrug af Store Forventninger, men han brugte den aldrig.

Den sociale og samfundsmæssige kritik fra de mørkere, senere romaner, fandt ikke plads i Dickens’s oplæsninger, han har formentlig ikke syntes at det var det rette forum. I Et Juleeventyr møder vi børnene Ignorance og Want (Uvidenhed og Mangel), men i sine stadige forkortninger og kondenseringer af oplæsningerne var det den slags socialt- og samfundskritisk materiale som først blev slettet.

 

EN SENSATION

 

Med ”Sikes og Nancy” fra romanen Oliver Twist som blev tilføjet til allersidst i Dickens’s oplæsnings-repertoire var Dickens fast besluttet på at efterlade et indtryk af noget helt særligt, noget passioneret og dramatisk – men stadig måtte det ikke være skuespil....

 

Da rygtet spredte sig om hvor fantastik det var at høre Dickens himself læse op, så blev oplæsningerne store tilløbsstykker. Malcolm Andrews sammenligner i sin bog om oplæsningerne Dickens’s success med rockkoncerter i 60’erne, og Dickens udnævnes til den første ”super-star” med kultagtig status.

 

Dickens holdt sin sidste offentlige og profesionele oplæsning i St James Hall i London, tirsdag den 15. marts 1870 kl. 20 om aftenen, og som så mange gange før læste han en længere versionering af Et Juleeventyr og derefter den kortere retsagsscene fra Pickwick. Efter denne sidste oplæsning tog han afsked med sit publikum med blandt andre disse ord: ”Fra disse grelle lys forsvinder jeg nu, med et inderligt, taknemmeligt, respektfuldt og hjerteligt ”farvel”.

Kun 12 uger senere døde Dickens i sit hus Gad’s Hill Place i Kent, den 9. juni 1870. Ved begravelsen i Westminster Abbey var hans ord fra afskedsoplæsningen genoptrykt, nu med en anderledes dyster og definitiv mening:

”From these garish lights I vanish now for evermore, with a heartfelt, grateful,  respectful and affectionate farewell.”

Ved sin død efterlod Dickens sig en formue på hvad der i nutidens penge svarer til op imod 100 mill. kr – og heraf var ca. halvdelen tjent alene på oplæsningsturneerne, selv om disse som sagt fortrinsvis blev afviklet i det sidste ti-år af hans liv.

Pengene eller livet – man siger at Dickens sled sig op ved disse oplæsningsturneer, både i England og senere i Amerika.

 

Der er i denne introduktion brugt materiale fra flg. bøger, som varmt kan anbefales til interesserede. Desværre findes vist ingen af dem på dansk:

 

Philip Collins: THE PUBLIC READINGS

Kate Field: PEN PHOTOGRAPHS OF DICKENS’S READINGS (1868/1870) (Pennestrøgs-affotograferinger af Dickens’s oplæsninger)

(hele tekste kan findes på internettet)

Charles Kent: CHARLES DICKENS AS A READER (1872) (Dickens som oplæser) – internettet

Malcolm Andres: Charles Dickens and His Performing Selves

 

 

mr / 100612 (citater er oversat fra engelsk af mr)

 

Nedenfor billeder fra dagens begivenheder.......

 

 

 

 

 

 
så er der atter lidt god brunch på trapperne
_014

 

 

med Karen gode boller og Berit fine hjemmebagte brød.... og nu med pandekager - svært populært, dét........

 
_015

 

 

Lotte, Karen, Grete, Kirsten J.

 
_019

 

 


 
_023

 

 


 
_025

 

 

Jesper H. og Hans

 
_026

 

 

Irene og Erling

 
_030

 

 

Lise Lotte byder velkommen og fortæller om "siden sidst" mv.

 
_032

 

 


 
_037

 

 

Michael introducerer dagens læsning - du kan læse teksten ovenfor.

 
_040

 

 


 
Dagens hovedperson er klar....
_041

 

 

Skuespiller Christian Steffensen læser fra Copperfield - ca. en times varighed.

 
_043

 

 


 
_054

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder

Der er i øjeblikket ingen nyheder.