Forside
Dickens 200 år 070212
Kontakt og nyhedsbrev
Om foreningen
Du kan se frem til ..
Møde- og billedarkiv
Sommermatinéer
Medlemsblad
Selskabets charter
Romanerne
Historierne & Andet
Illustrationer
Links
London
Diverse
Berit Rehder 041112[ Udskriv ]
 

 

 

 

Måltidet i Dickens’ forfatterskab

 

Når jeg i dag skal fortælle om måltidet i Dickens forfatterskab, eller bredere endnu – om mad generelt, vil jeg gerne starte et helt andet sted..

Vi skal en tur ind i psykologiens verden – til Maslow’s behovspyramide:

Maslow var en russisk psykolog der i 1940-ne udviklede behovspyramiden, eller på fint: Maslow’s motivations- og behovshieraki.

Nederst i pyramiden, det bredeste lag, ligger de fysiske behov. Dvs. behov for mad og væske, behov for søvn og hvile og behov for varme.

Når disse behov er dækket kan man gå videre til næste lag, hvor man finder de basale psykiske behov, nemlig behov for tryghed – sikkerhed, stabilitet og beskyttelse. En seng at sove i – tag over hovedet – frihed fra frygt og kaos.

Når dette basale psykiske behov er dækket kommer næste lag:

De basale sociale behov: Behovet for at være elsket, at tilhøre en gruppe, at opnå accept. Det sociale behov dækker også over økonomisk tryghed i en familie i stabile rammer.

Når det så er dækket kommer fjerde lag: Ego behovet. Det handler om agtelse, selvrespekt, tillid, kunnen, anerkendelse, status og værdighed.

Til sidst, toppen af pyramiden: Behovet for selvrealisering! Når alle øvrige behov er dækket kommer behovet for personlige udfordringer, ønsket om at skabe noget, ønsket om at bruge og udvikle sine evner og kreativitet..

Alt dette vidste Dickens naturligvis ikke noget om – det skete jo først 100 år senere – men han havde om nogen prøvet hvordan det var pludselig at få hele sit fundament revet i stykker. Sine tidligste barneår havde han levet trygt og lykkeligt, men da familien kom i gældsfængsel, og havde brug for en indtægt – som Charles på 12 år var den eneste der kunne skaffe – blev han sat i arbejde på sværtefabrikken Warren’s Blacking, hvor han tjente 6 shilling om ugen.

Han arbejdede sammen med andre børn, der som ham selv, var blandt de fattigste i London. Og som han selv senere sagde: ”Jeg ved at jeg uden guds barmhjertighed let kunne være blevet en lille tyv eller vagabond”.

Set i lyset af Maslow blev Dickens fra at have været i smult vande i 3-4 lag i pyramiden til at være dernede hvor ikke engang de basale fysiske behov bliver dækket.

At det har været mere end hårdt er ingen underdrivelse – det har vi jo også her i Selskabet hørt adskillige eksempler på i forskellige tidligere foredrag.

Nu nævnte Dickens selv at det var ”guds barmhjertighed” der gjorde at han ikke blev tyv eller vagabond.

Jeg tror mere på at hans faste vilje til at skabe et bedre liv var hans motivation. Trods alt var han ikke født i fattigdom, så han kendte godt det ”gode liv” – og ville have det tilbage.

Han ville altså op på toppen af pyramiden igen, og kom det!

Hvad har alt det nu med mad at gøre?

Ganske enkelt: Kun den der virkelig har prøvet at sulte véd hvor vigtigt måltidet er.

Jeg er sikker på at Dickens har svoret på, at han ville skabe et godt hjem for sig selv og sin familie, hvor ingen gik sultne i seng. Det lykkedes jo som bekendt – som jeg kunne berette om sidste år i mit foredrag om Lady Clutterbuck’s (dvs Catherine Dickens’s) kogebog.

Når man læser Dickens bøger ligefrem vrimler det med mad. Maden bliver brugt til at beskrive stemninger og forstærke handlingen - både hyggeligt og uhyggeligt – men også til at beskrive personer.

Lad mig først komme med nogle eksempler på det sidste:

Fra ”Store forventninger”:

Vi får beskrevet Pips søster, Mrs. Joe Gargery. Det er helt sikkert at hun er noget af en bestemt dame:

”Min søster havde en resolut måde at skære smørrebrødet på til os, en måde der aldrig ændrede sig. Først klemte hun brødet hårdt og fast ind mod sin forklædesmæk – hvor der somme tider var en knappenål der hang fast i det, og somme tider en synål, som vi bagefter fik i munden. Så tog hun noget smør (Ikke for meget) på en kniv og smurte det ud på brødet på en apotekeragtig måde, som om det var et sennepsplaster hun lagde på – hun brugte begge sider af kniven med smækkende behændighed og skrabede og formede smørret langs med skorpen. Så tørrede hun kniven af i et sidste hurtigt strøg på kanten af plasteret og savede derefter en meget tyk skive af brødet; skiven huggede hun endelig, før hun løsnede den fra brødet, over i to halvdele, hvoraf Joe fik den ene og jeg den anden.”

Man kan jo næsten se hende for sig, ikke sandt?

Senere i samme bog har Pip været i spisekammeret og taget mad til Straffefangen. Han er jo allerede fra side 1 i bogen gjort til et menneskeligt udyr, sådan lød det da han (endelig) fik noget at spise:

”Af medlidenhed med hans fortvivlelse, mens jeg så ham falde gradvist til ro med flæskepien, dristede jeg mig til at sige:” Det glæder mig at det smager Dem.” ”Sagde du noget?” ”Jeg sagde, det glæder mig at det smager Dem” ”Tak min dreng, det gør det.” Jeg havde tit set til, når en stor hund vi havde, åd sin mad; og jeg lagde nu mærke til en tydelig lighed mellem hundens måde at spise på og mandens. Manden tog stærke, hidsige, pludselige bidder, ligesom hunden. Han sank, eller rettere slugte, hver eneste mundfuld for tidligt og for hurtigt; og han kikkede hele tiden ud til siderne mens han spiste, som om han mente der truede farer fra alle retninger, at nogen kunne komme og tage pien fra ham. Han var alt for urolig over det til at kunne nyde det rigtigt, tænkte jeg, eller at nogen kunne spise sammen med ham, uden at han ville snappe med kæberne efter sin gæst. I alle disse træk lignede han virkelig hunden.”

Vi ved jo alle sammen hvad dette måltid medfører senere i bogen, men fra at have været beskrevet som en helt igennem ond person, ser vi her en helt anden vinkel på Magwitch – han er som han er, fordi han er sulten..

Fra ”Martin Chuzzlewit” hører vi om jordemoderen og vågekonen Sairey Gamp. Hun beskriver på fineste vis sig selv:

”Ens første natur er, at sådan noget går en hårdt på følelserne, og det bliver det nu altså ved med. Hvis at det ikke var for den styrke, lige en lille dråbe spiritus (for jeg har aldrig kunnet vænne mig til mer end at nippe) kan give mig, så stod jeg aldrig det igennem, jeg sommetider skal. – Mrs Harris, siger jeg. Dengang med den jeg sidst havde, det var en ung en, Mrs Harris, siger jeg så, bare lad flasken stå på kaminhylden, og sig ikke at jeg skal eller ikke skal, bare lad mig sætte læberne til den, når jeg føler mig ingdisponeret, så skal jeg nok gøre det, jeg er endageret til, efter min bedste evne.”

Der er vist ingen der er i tvivl om dames sande natur efter dette?

Eller hvad med Dora i David Copperfield? Beskrevet som en forvokset skolepige, som ikke havde check på noget som helst. Selvfølgelig har hun ikke check på sin (berusede) kokkepige, hvorfor der bliver serveret kød og fisk som er sortbrankede på ydersiden – og rå i midten..

Der findes naturligvis flere personbeskrivelser, rent madmæssigt, end disse eksempler, men jeg vil bevæge mig videre til at fortælle lidt om Dickens’ måde at forstærke handlingen i hans bøger, ved hjælp af mad – og mangel på samme.

Lad os starte hos Oliver Twist. Det er jo kendt at han som fattighuslem kun fik en enkelt skål tynd vælling om dagen, at der var en af drengene der ikke kunne nøjes med det – hvorfor der blev trukket lod om hvem der skulle bede om mere…

Hans urimelige forlangende medførte at Oliver så hurtigt som muligt skulle væk fra fattiggården. Det skulle jo nødig danne præcedens blandt de andre fattiglemmer, at man bare kunne bede om mere mad.

Altså kom Oliver hen til bedemanden, Mr. Sowerberry. Han fik kød at spise, men altid kun de tarveligste levninger.  Han kommer efter en tid op at slås med den anden dreng hos bedemanden, Noah Claypole. Det er Noah der – i jalousi – starter slåskampen, men Oliver får skylden. Mr. Bumble bliver tilkaldt til at hente Oliver, som bliver holdt indespærret af Mrs. Sowerberry, som siger: ”De ser nok Mr. Bumble, at han må være gal. Ingen dreng med den mindste smule forstand ville vove at tale således til Dem.” ”Det er ikke galskab, Madame” svarede Mr. Bumble efter nogle få øjeblikkes dyb overvejelse. ”Det er kød!” ”Hvad” udbrød Mrs. Sowerberry. ”Kød, kød” svarede Bumble med eftertryk. ”De har givet ham for meget at spise. De har vakt en kunstig sjæl og ånd i ham, der ikke sømmer sig for en person i hans stilling, hvilket direktørerne som menneskekendere vil kunne sige Dem, Mrs. Sowerberry. Hvad har fattiglemmer at gøre med sjæl og ånd? Det er mere end nok at vi lader dem beholde levende legemer. Havde De sat drengen på havresuppe var dette aldrig sket.”

Senere i romanen følger vi hans ankomst i Fagins røverhule – hvor han på trods af alt får mad at spise, alkohol tyndet op med varmt vand – og en seng at sove i. At Fagin giver Oliver mad og husly får os også til at se på ham med lidt mildere øjne – han er ikke rigtig ond.

(Det var ikke ualmindeligt at børn fik alkohol i Victoriatiden – det var billigt, og fik børnene til at falde til ro. Total politisk ukorrekt i dag, heldigvis J)

Der er rigtig mange eksempler i romanerne på hvordan mad bliver (mis) brugt til at hævde sin magt – eller til at vise sin status, men lad os nu komme i gang med den hyggelige afdeling:

De gode måltider – og hvad man fik at spise…

Lad os først starte på kroerne, dem som blev besøgt undervejs på rejser og dem som blev besøgt af ”enlige herrer” – med lange arbejdsdage, og ingen kokkepige.

Der bliver meget ofte serveret ”leg of mutton” – altså fårekølle. Eller skinkesteg.          Både varm med grøntsager til, eller koldt i skiver på sandwich.

Til maden bliver der drukket øl. Meget øl J

Maden skylles efter med toddy – lavet på vand, citron, sukker – og så en eller anden type stærk alkohol. (Rom, brandy, ect.)

Hvad blev der så spist derhjemme?

Det kom selvfølgelig an på om man var rig eller fattig.

I fattige hjem blev der ofte serveret ”stews” – hvor der i rigere hjem blev serveret hele stykker kød – stegt eller kogt, koldt eller varmt.

Dickens nævner også fjerkræ – både kylling, gås og kalkun. Gås og kalkun primært til jul.

Der nævnes også pies og postejer, indtil komfuret blev allemandseje var også dette rigmandsmad.

I Bob Cratchit’s hjem bestod julemenuen af: Gås med æblesovs og kartoffelmos – og Christmas pudding til dessert. Der blev sluttet af med æbler, appelsiner og kastanjer – og toddy.

Efter pausen vil jeg læse to stykker for jer:

Fra ”Store Forventninger” vil jeg læse om Pip’s juleaften – der er masser af mad og drikke. (Også selv om Pip har hugget en postej fra fadeburet)

Det andet er fra ”Bleak House”. Fra Ester, Ada og Richards første aften i London, som tilbringes hos Mrs. Jellyby.

 

Af smagsprøver har jeg lavet tre ting til jer:

1: En kyllingepie. Dickens nævner som sagt både fjerkræ og pies i flere af romanerne. Opskriften har jeg dog fundet på ”The Victorian Web”.

2: Det søde: En kage med frugt – også den har jeg fundet på ”The Victorian Web”. Med bær og flødeskum og det hele, den er ganske autentisk J

3: Toddy med cognac.

 

God pause.

 

  

///////////////////////////////////////7

 

 

 

Her er par billeder fra mødet (følger snarest).......

 

 

 

 

 
Brunchen er ved at være klar
155

 

 


 
Michael kradser brunch-penge ind
156

 

 


 
Så går vi til den....
161

 

 


 
163

 

 


 
165

 

 


 
169

 

 


 
171

 

 


 
Berit foredrager
173

 

 


 
178

 

 


 
Hatla og Berit matcher
180

 

 


 
Og en flaske som tak til dagens oplægger
185


Nyheder

Der er i øjeblikket ingen nyheder.