Forside
Dickens 200 år 070212
Kontakt og nyhedsbrev
Om foreningen
Du kan se frem til ..
Møde- og billedarkiv
Sommermatinéer
Medlemsblad
Selskabets charter
Romanerne
Historierne & Andet
Illustrationer
Links
London
Diverse
Møde 140413[ Udskriv ]
 

 

 

 

Sygdom forhindrede desværre endnu en gang Luise Pihl i at besøge os og fortælle om hendes og hendes mor, Eva Hemmer Hansens, arbejde med den seneste komplette nyoversættelse af Dickens’s romaner.

 

Bestyrelsen sammensatte i sidste øjeblik et alternativt program, bestående af:

 

*) Om Michael Slaters Dickens-bøger, specielt ”The Great Charles Dickens Scandal” fra sidste år, 2012. Ved Michael Rehder – se nedenfor

 

**) Tjenestefolk hos Dickens. Ved Lise Lotte Frederiksen

 

***) Oplæsning fra Pickwick. Ved Berit Rehder

 

****) Oplæsning fra Copperfield. Ved Karen Lund.

 

 

__________________

 

Se billeder fra det trods afbuddet velbesøgte møde nedenfor.

 

 

 

 

 

 

 
015

 

 


 
018

 

 


 
021

 

 


 
027

 

 


 
028

 

 


 
030

 

 


 
032

 

 


 
038

 

 


 
041

 

 


 
044

 

 _________________________________


 
Her følger oplægget om Slater's "Scandal"

 

 

 

 

 

 

 

Michael Slater er én af de Dickens-kendere og skribenter som er værd at lytte til og værd at læse - som mange af jer véd. Vi havde den glæde her i Selskabet i november 2007 at have besøg af Michael Slater, han talte bl.a. om Dickens-biografiernes historie, det var vældigt spændende og interessant. Og Michael Slater læste op for os af Dickens – næsten lige så inciterende som en senere, hidtil uovertruffen, gæst og oplæser, Malcolm Andrews. Jeg kan stadig høre for mit indre øre hvordan Malcolm talte om at Lille Paul Dombye ….. ” was  (lydeffekt: – shiiiii (som lyden af at suge luft ind mellem sammenpressede tænder) …. oldfashioned” – det var meeeeeget ildevarslende. I kan læse om både Michael Slaters og Malcom Andrews’s besøg fra England på vores hjemmeside.

 

Michael Slater er en flittig forfatter/skribent, her er nogle af hans titler:

DICKENS AND WOMEN, 1983

GUIDE TO DICKENS, 1999

DICKENS (i serien: VIP – Very Intersting People)

DICKENS’S JOURNALISM - 4 VOL, 2000

CHARLES DICKENS – A WRITING LIFE (biografi), 2009

THE GREAT CHARLES DICKENS SCANDAL –

DEN STORE CHARLES DICKENS SKANDALE

fra 2012 - som jeg vil præsentere lidt nærmere nedenfor.

 

(Desværre er danske forlag tilbøjelige til at mene (sikkert med en vis ret) at der ikke er et (kommercielt gangbart) marked for danske oversættelser af disse bøger. De ovennævte titler foreligger altså desværre kun på engelsk),

 

 

DEN STORE CHARLES DICKENS SKANDALE handler, som titlen antyder, om Dickens’s separation fra ægtefællen Catherine (i realiteten var det en skilsmisse) i 1858 og hans forhold – i alle betydninger af ordet – til skuespillerinden Ellen Ternan, som varede de næste 12 år, til Dickens’s dod som blot 58-årig i 1870. Tænk, at Dickens døde som blot 58-årig, alt hvad han alligevel nåede i det forholdsvis korte liv.  Det undrer mig at tænke på at da Dickens var på min alder ……….. havde han altså været død i et år.

 

Allerede eet år efter at Dickens døde kom det første bind af vennen og litteraten John Forsters 3-bind biografi. Forster var Dickens’s nære ven og fortrolige og tillige hans litterære agent og rådgiver. Forster var bl.a. med til at forhandle Dickens’s mange forlagskontrakter (som J.W.T. Ley skriver i noterne til den fremragende kommenterede udgave (1928) af Forsters biografi: ”Dickens harcellerede altid over de sine griske (tidlige) forlæggere – og altid med uret – en uret som Forster desværre er for loyal til at vedgå. Det var jo først i bagklogskabens skærende klare lys at man kunne se og vide at unge Dickens blev en succes og ville tjene mange penge til forlag som satsede (usikre) penge på den relativt ukendte forfatter).

 

Tilbage til ”sagen”: Forster nævner overhovedet ikke Ellen Ternan i sin biografi, bortset fra at han i et appendiks gengiver

Dickens’s testamente – hvor Ellen er den først betænkte (sic).

 

Slater beskriver i THE DICKENS SCANDAL hvordan Forster går på listefødder for at undgå at besmitte vennen og den kanoniserede Mesters ry og eftermæle; Forster nævner separationen, men han begrunder den med Dickens’s rastløshed og hans den gang nye karriere som professionel oplæser af egne værker.

Medvirkende til at dysse affæren ned var de efterladte i familien, først og fremmest svigerinden Georgina Hogarth, som passede Dickens’s husholdning både før og efter at ægtefællen sendt på porten. Nogle af rygterne i forbindelse med Dickens’s skilsmisse gik ud på at Georgina (og ikke Ellen) var Dickens’s elskerinde, det var en alvorlig anklage den gang, idet et forhold til en svigerinde i datiden blev betragtet som et blodskamsforhold.

 

Mærkværdigvis bidrog Dickens selv til spekulationerne om utroskab, idet han mod bedre vidende, skulle man synes, og mod bl.a. Forsters velmente og fornuftige råd, publicerede flere ”breve til offentligheden” om separationen og om at man ikke skulle tro på rygterne om utroskab – og så blev de intetanende læsere jo først for alvor nysgerrige. Dickens tillod sig tilmed at kalde sine egne mere eller mindre offentlige omtaler af disse private forhold og hans behandlig af ekskonen for ”manly consideration” altså ”mandig hensyntagen”. En journalist bemærkede tørt/ironisk: ”Hvis denne måde offentligt at behandle en ekskone på er ”mandig hensyntagen”, så udbeder vi os venligst en definition af umandig egoisme og hensynsløs hjerteløshed”. Den svéd.

Som en af Dickens’s døtre udtalte om atmosfæren i hjemmet på denne tid: ”Far opførte sig som en vanvittig; intet kan beskrive ulykken i vort hjem”.

 

Kritikken mod Dickens var endnu voldsommere i USA, dels fordi man dér på den tid havde en mere afslappet injurie- og bagvaskelseslovgivning, dels fordi man havde et ”regnskab at gøre op” med den stærkt Amerika-kritiske Dickens-rejsebog ”American Notes”.

Men som alle sensationer fra privatlivets overdrev så klingede også denne af og Dickens var efterfølgende meget omhyggelig med at slette sporene efter sit forhold til Ellen Ternan – han betalte husleje for hende på adskillige adresser, og brugte altid falske navne, og han mødte hende ofte i udlandet, typisk i Frankrig.

Dickens blev i 1865 involveret i den berømte togulykke ved Staplehurst, det lykkedes ham dog at få dysset ned at han var i selskab med Ellen og hendes mor.

Alle udgaver at breve og dagbøger mv som blev udgivet i slutningen af 1800-tallet og det tidlige 1900-tal var strengt klausulerde og censurerede af familien, ikke et ord om Ellen fik lov at passere. Først i 1928, med udgivelsen af C.E.B. Roberts THIS SIDE IDOLATRY  løftes sløret for nogle af de mørkere sider af Dickens.

 

Den eneste overlevende søn, Sir Henry Dickens, blev så forarget over denne udgivelse at han udtalte: ”Hvis denne bog var blevet udgivet i 1870’erne så var vi adskillige Dickens-sønner der havde fundet grovfilen frem” (underforstået: for at give forfatteren en korporlig afstraffelse). Så vidt kom det heldigvis ikke.

Sir Henry Dickens var nu den eneste overlevende direkte efterkommer, men han døde i slutningen af 1933, efter af være blevet kørt ned af en motorcyklist på The Chelsea Embankment.

Nu kunne man omsider udgive det eneste efterladte Dickens-manuskript. Der lå en klausul om at det ikke måtte udgives så længe der var nulevende direkte efterkommere. Det drejede sig desværre ikke om en vægtig roman, men om en mindre bibelhistorie, som Dickens havde skrevet specielt til sine børn.

 

Avisen The Daily Mail vandt kapløbet om retten til at udgive THE LIFE OF OUR LORD – VOR FRELSERS LIV  - historien udkom som føljeton i avisen fra foråret 1934. Den udgave af bladet som indeholdt første afsnit af historien solgte 250.000 flere eksemplarer end normalt. The Daily Mail betalte et forskud til arvingerne på et beløb der ville svare til adskillige millioner kroner i dagens penge.

 

Dét at der nu ikke længere var nogle direkte efterkommere i live til at hæge om Dickens’s renommé, det førte til en strøm af bøger der satte spørgsmålstegn ved Dickens’s helgenstatus i England.

Ingen har hverken før eller siden fundet ”den rygende pistol” som beyond a reasonable doubt beviser at Ellen Ternan var Dickens’s elskerinde. Der er delte meninger om sagen; Peter Ackroyd i sin store biografi er tilsyneladende overbevist om at det vedblev at være et platonisk nærmest Far/Datter forhold – der er ingen tvivl om at Dickens’s elskede Ellen Ternan højt, det er der mange senere offentliggjorte breve der vidner om – om det modsatte er tilfældet, om Ellen elskede Charles – han kunne jo have været hendes far, dét er mere tvivlsomt. De fleste nu om dage hælder vist til den anskuelse at Ellen med overvejende sandsynlighed var Dickens’s elskerinde, eller i hvert fald blev det i den senere periode af deres 12-årige bekendtskab.

 

 

/mr

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder

Der er i øjeblikket ingen nyheder.