Forside
Dickens 200 år 070212
Kontakt og nyhedsbrev
Om foreningen
Du kan se frem til ..
Møde- og billedarkiv
Sommermatinéer
Medlemsblad
Selskabets charter
Romanerne
Historierne & Andet
Illustrationer
Links
London
Diverse
Det var kattens[ Udskriv ]
 

 

 

(sammenstillet, oversat og redigeret af Michael Rehder)

 

 

Læs nedenfor Dickens' beretning om katte-slaget i Frankrig i 1856.

 

(John Forster introducerer)

 

... Dickens egen sommerlige husholdning i Frankring var gerådet i en mindre krig, i hvilken den øverstkommanderende var Dickens personlige tjener, ”French”. Den involverede hovedstyrke bestod af Dickens-børnene og modparten af de indtrængende, to katte. Da fjendtlighederne brød ud var Dickens i London i forretninger, og da han vendte hjem et par dage senere fortalte han i et brev historien om krigen. ”Dick” var en af både Dickens’ ældste datter og ham selv højt elsket kanariefugl. Datteren havde formået at tæmme dette lille dyrs hjerte i en sådan grad at det var blevet den roligste og troskyldigste af følgesvende, fortæller digteren.

 

Dickens skriver følgende i et fra brev den 6. juli 1856 (formentlig til Forster):

 

”Det eneste nye i vor have er at der raser en krig imod to særdeles tigeragtige og frygtindgydende katte (fra møllen, formoder jeg), som sidder og stirrer ud på os fra mørke kroge, og er på udkig efter vor vidunderlige pipfugl Dick. Som huset sommerligt står pivåbent hele tiden er det umuligt at lukke dem ude og de gemmer sig på de mest forrygende måder: man finder dem hængende bag gardiner, som flagermus, tumlende ned og rundt midt om natten, med forfærdelige katapulteringer. Som svar låner French et gevær hos Beaucourt, vor husvært, og lader dette våben til løbet er fuldt, og affyrer våbnet to gange uden at træffe, og vælter sig selv omkuld ved rekylen, præcis som en klovn. Men til sidst (jeg var i byen da det skete) får han sigtet på den mest elskværdige af de to katte og skyder den død. Utåleligt opildnet af denne sejr er han nu optaget dag og nat af at gemme sig i buskene for at få ram på det andet vilddyr. Han foretager sig intet andet. Alle drengene opildner ham og hjælper ham med at holde udkig efter fjenden – og når dyret indfinder sig giver de anskrig, som straks advarer bæstet, som øjeblikkeligt forsvinder. I dette øjeblik, hvor de allerede er klædt om til kirkegang, ligger drengene på lur på maven rundt omkring i haven. Skrækindjagende fløjtesignaler hidkalder geværet og leder det på sporet. Selv går jeg kun modstræbende ud, idet jeg frygter at blive skudt. Mr. Plornish (Dickens ca. 4-årige søn) siger sine nattebønner ganske hviskende, så katten ikke kan høre ham og forarges. De handlende som besøger os råber besværgende når de nærmer sig ad alleen ”Me voici! C’est moi! Boulanger - ne tirez pas, Monsieur Franche” (Se mig – det er mig – slagteren – skyd ikke, Hr. French). Vi lever under en belejringstilstand; og den vidunderlige måde hvorpå katten bevarer et udtryk af at være den eneste som ikke på ringeste vis er påvirket af denne intense monomani–  det er højst komisk.

 

og i et brev den 13. juli:

 

”Omkring to kilo krudt og et halv ton kugler er blevet fyret af mod katten (og den undrende offentlighed generelt) i løbet af ugen. Mest kosteligt af alt er det at umiddelbart efter at jeg har hørt den tapre skarpskytte fyre løs mod katten ude fra forhaven, ser jeg gennem mit arbejdsværelses dør ind i opholdssstuen og jeg kan være ret sikker på at se katten, der er kommet ind gennem bagvinduet, spankulere ind efter fuglene, i ophøjet ro. Efterretninger – hvortil jeg kan have tiltro – er tilflydt mig, at French nu har annammet den viderværdige plan at lokke dyret til sig i ovre i stalden med fristende kødlunser og blide, lokkende ord, og at han derpå vil ekspedere dyret hinsides med et skud oppe fra høloftet. Dette vil jeg sætte en stopper for ganske bestemt, og jeg vil gøre det endnu i dag som en barmhjertighedsgerning.

 

Din kære ven, Charles Dickens

 

SLUT

 


Nyheder

Der er i øjeblikket ingen nyheder.