KOMPONISTER I LONDON PÅ DICKENS’ TID foredrag ved Henrik Stevns Hansen (HSH), medlem af Selskabet
Vi var mødt 15-20 mennesker til foredraget som fandt sted på Kildegård Privatskole. HSH havde medbragt diverse musikeksempler på cd og bånd (se Bilag A, følger) og HSH fortalte forud for hver musik-eksempel om komponisten, tiden og evt. relation til Dickens. Dickens var vist nok – når sandheden skal frem og uden skam at melde – ikke særlig musikalsk (men han elskede musik), så ofte var forbindelsen musik/Dickens blot det periodemæssige sammenfald.
HSH fremhævede specielt tre engelske komponister, nemlig Michael William Balfe, Arthur Seymour Sullivan (ja, den Sullivan) og William Sterndale Bennett, som betydende for det engelske musikliv på Dickens’ tid, der i øvrigt, nøjagtigt som i dag, var præget af internationale topnavne.
Dickens’ musiksmag (hvis man kan tale om en sådan ....) har, vel ikke overraskende, tenderet mod det ”folkelige”: sange, ballader, remser, drikkeviser – alt hvad der har kunnet oplive et selskab og skabe en jolly good stemning. Men heller ikke operaen var ham fremmed, specielt i Paris var han en hyppig gæst i operaen, og HSH fortalte levende om Dickens’ (om end flygtige) møder med berømte samtidige komponister som Berlioz, Saint Saëns og Gounod.
Blev end visse af musik-eksemplerne vel lange på det ikke optimale anlæg, var det dog et spændende foredrag, som gav et udmærket indblik i hvad der rørte sig i musiklivet i London og Paris på Dickens’ tid.
Tak til Henrik!
MR
Opdateret 03-09-2006 af BM |