Martin Zerlang holdt foredrag med emnet: Dickens og London.
Her følger Lise Lotte Frederiksens referat fra mødet:
Martin Zerlang har en særlig optik på verden! Han arbejder med ”visuel kultur”, dvs. han ser byens rum som en lang række visuelle muligheder. Han underviser i det på Københavns Universitet og har udgivet flere bøger om emnet.
Pladser, stræder, åbne rum, smalle rum, gyder, labyrinter…alt sammen størrelser, der afspejler forskellige tilstande i sindet.
I sit spændende foredrag kom Zerlang ind på Dickens’ særlige forhold til London og hele den måde, byen bliver tematiseret på i hans forfatterskab. Med eksempler fra forfatterskabet viste han hvor oplagt det er at læse Dickens netop med byen London som hovedperson. Fra de første skitser til de mere modne og gennemarbejdede stort anlagte romaner. Flugten går gennem Londons gader og gyder; London er ikke én by, men mange, og der er flugt og fart over feltet i scenerne, hvor personer jagter hinanden gennem vidt forskellige dele af byen. Somme tider gøres det episodisk, andre gange raffineret kontrapunktisk. Byens landskaber bliver til ”cityscapes”, og for nogle af de mest martrede personer er der bare ingen flugtmuligheder (no escape! Undskyld!)
Det er umuligt at komme ind på foredraget i detaljer, men det var tankevækkende og gav lyst til fornyet læsning af Dickens.
Lise Lotte Frederiksen
Opdateret 05-09-2006 af MR |