Forside
Dickens 200 år 070212
Kontakt og nyhedsbrev
Om foreningen
Du kan se frem til ..
Møde- og billedarkiv
Sommermatinéer
Medlemsblad
Selskabets charter
Romanerne
Historierne & Andet
Illustrationer
Links
London
Diverse
Michael Rehder 100607[ Udskriv ]
 
_____________________________________________
02_lamps-1

 

 

 

Tema: SIGNALMANDEN

Møde i Dickens Selskabet i Danmark

Søndag den 10. juni 2007

Lærerværelset, Kildegård Privatskole, Hellerup

Brunch fra 11-12, møde fra 12-14

Oplæg ved Michael Rehder med udgangspunkt i:

SIGNALMANDEN, fra MUGBY JUNCTION,

julenummeret af ALL THE YEAR ROUND, 1866.

 

 

Vi var ca. 20 medlemmer og gæster som var stimlet sammen omkring lærerværelset, hvorfra vi straks forlagde residensen til terrassen udenfor, i skyggen under træer og buske, på denne hede sommerdag.

 

Kl. ca. 12 lagde Michael for med en introduktion til Dickens som ugebladsudgiver, dertil snak om Staplehurst-ulykken, og julenumrene af ugebladene. 1. afdeling sluttede med en appetitvækker til SIGNALMANDEN, nemlig en oplæsning af Robin Bailey af de indledende afsnit af novellen, på engelsk.

 

2. halvleg bestod af en kort introduktion til selve novellen, hvorefter Anet Burchard læste hele novellen i en ny oversættelse ved Michael Rehder. Derefter forfriskninger og debat om forskellige aspekter ved historien og oversættelsen.

 

Vi sluttede ved 14-tiden, efter et hyggeligt møde.

 

Tak til Nina, Karen, Anet, Berit og Kristian m.fl. for hjælp med det praktiske.

 

 

 

 

Formanden tog naturligvis med toget for at komme i den rette stemning til at skrive om jernbanen og Signalmanden; her har vi fanget formanden undervejs til Lübeck, hvor der efter sigende skulle befinde sig nogle signallamper af uhørt glødighed i det gamle fyrtårn i Travemünde – det viste sig heldigvis at holde stik, se de følgende billeder (et enkelt billede her øverst, resten følger nedenfor).

 

 


 
bill-2
form-1

 
bill-3
form-3

 
bill-4
02_lamps-2

 
bill-5
_untitled

 
02_atyr

 

 

 

 

 

Nedenfor følger diverse udsnit af og referater fra the proceedings:

 

 

Afsnit 1

HOUSEHOLD WORDS & ALL THE YEAR ROUND

Af Michael Rehder

 

 

I 1850 begyndte Dickens at udgive sit eget ugeblad, HOUSEHOLD WORDS. Dickens havde tidligere været involveret i diverse udgivelsesprojekter, men det var første gang han blev sin egen herre. Han udgave HOUSEHOLD WORDS i næsten 10 år, fra 1850 til 1859, og derefter udgav han en afløser, ALL THE YEAR ROUND.

 

HOUSEHOLD WORDS og ALL THE YEAR ROUND var stort set identiske ugeblade og navneskiftet skyldtes udelukkende at Dickens ragede uklar med trykkeren og medudgiveren, firmaet Bradbury and Evans. Dickens lukkede bladet og startede med det samme et andet blad, stor set magen til, sammen med sine gamle trykkere, Chapman and Hall, som han også havde været uvenner med, men de var taget til nåde efter et generationsskifte.

 

Dickens var chefredaktør samt litterær hovedleverandør til disse blade og alle øvrige bidrag skulle godkendes af (og ofte også omskrives og redigeres af) ham selv. En statistik har opgjort at Dickens personligt bidrog med omkring 70% af al stof i bladet indtil midt i 1860’erne.

 

Dickens havde på bladet en medredaktør, William Henry Wills, som tog sig af alt det praktiske i forbindelse med redaktionen, personale, honorarer, distribution osv.

Wills blev en værdifuld medarbejder for Dickens, og hans fortrolige og ven. Den slags bi-personer i Dickens’ liv er interessante, en slags satelitter eller måner i omløb omkring den store, strålende planet Dickens. Så William Wills blev googlet, hvad var der mon at finde om ham på internettet; en del, viste det sig, og et lille, grønt lysende link på en hjemmeside fristede, idet det lovede ”More info on Wills”, vupti – og bag linket tonede frem en sagfører, som solgte informationer om testamenter ... Der var et tæt opløb mellem jurister og gejstlige om at være den af Dickens mest forhadte faggruppe, juristerne vandt vist på point, og Dickens ville have syntes at det var typisk at en sagførersnude ”in afterlife” ville tjene penge på hans gode ven Wills (”wills” betyder, som I véd, på engelsk ”testamenter” – for nu at skære det ud i pap – to cut in out in cardboard).

 

Ugebladene HOUSEHOLD WORDS og sidenhen ALL THE YEAR ROUND indeholdt som hovedbestanddel en føljetonroman. Det var normalt for Dickens at udgive sine romaner i føljetonform, der kunne være tale om både ugentlige og månedlige afsnit.

 

Den ugentlige føljeton i ugebladet kunne være skrevet af Dickens, men den kunne også være skrevet af andre forfattere, fx Wilkie Collins eller Elizabeth Gaskell. Dickens foretrak selv at hans egne romaner udkom i månedlige afsnit, hvor han kunne brede sig over 3-4 kapitler per afsnit; han fandt det anstrengende og kortåndet at udgive i ugentlige afsnit. Alligevel udkom HÅRDE TIDER i ugentlige afsnit i HOUSEHOLD WORDS, og i afløseren, ALL THE YEAR ROUND, udkom i ugentlige afsnit de to romaner, TO BYER og STORE FORVENTNINGER. Når Dickens lod sine romaner udkomme i ugentlige afsnit var det ofte som en reaktion på faldende salgstal.

 

Når en roman var afsluttet, typisk med et dobbelt-nummer, tog trykkeren et ekstra oplag af alle de separate hæfters ”instalments”, bandt dem sammen til bøger, gav dem et omslag, og udgav romanen samlet.

 

Udover en føljetonroman indeholdt ugebladene artikler og essays og indlæg om aktuelle politiske eller sociale emner, samt faste rubrikker. Disse ugeblade var meget forskellige fra hvad vi forstår ved ugeblade; der var ikke et eneste billede, ganske få reklamer, og bladet bestod af 24 siders 2-spaltet brødtekst i højformat, i ca. A4-format (lidt mindre, det man kalder oktav- eller pariser-format, ca. 19x27cm, se illustrationen nedenfor),  og hver uge eksakt 24 sider.

 

Foruden de 52 årlige, ugentlige numre etableredes en tradition for at producere et ekstra julenummer (”Extra X-mas Number”). Disse julenumre var ofte af omfang som et dobbelt almindeligt nummer, og kostede tilsvarende det dobbelte, 4 pence imod et normalt nummers pris på two-pence.

 

Disse ekstra julenumre, som udkom fra 1859 til 1867, blev meget populære. Fx solgte julenummeret fra 1866 allerede i den første uge 250.000 eksemplarer.

 

Julenumrene begyndte at udkomme som en slags erstatning for Dickens julehistorier, som han havde indledt med A CHRISTMAS CAROL (ET JULEEVENTYR) i 1843. Han udgav de følgende år adskillige lignede julehistorier, men de opnåede ikke samme popularitet som ET JULEEVENTYR. Da Dickens opgav at skrive et nyt juleeventyr hvert år begyndte han som en slags erstatning at udgive de særlige ekstra julenumre af sit ugeblad ALL THE YEAR ROUND.

 

Ofte havde det særlige julenummer et specielt tema, eller der var en fælles, mere eller mindre løs, rammehistorie. Det gælder også julenummeret fra året 1866, som udkom under titlen MUGBY JUNCTION. ”Mugby” er et imaginært stednavn, og ”junction” betyder på dansk noget i retning af ”jernbaneknudepunkt”. Allerede titlen på dette julenummer signalerer altså at temaet er ”jernbanen”. Desuden rimer stednavnet Mugby for en englænder stærkt på det virkelig stednavn Rugby, en by som var et jernbaneknudepunkt på den tid. MUGBY JUNCTION indeholder som sin 4. historie novellen THE SIGNALMAN.

MR

 

 

 


 
009

 

 

Afsnit 2

OM STAPLEHURST-ULYKKEN

Af Michael Rehder

 

 

Den første ”intercity”-jernbanelinie med fast køreplan mv. åbnede i England i 1830, mellem Manchester og Liverpool. I 1838 åbnede linien fra London til Rugby (læs ”Mugby”), og det var den første jernbanelinie. der blev ført ind i hjertet af London, til Euston Station. Linien førte 120 km nordpå til Rugby og siden hen 600 km videre nordpå til Skotland, som en af de nord-syd gående ”main lines”.

 

Dickens var en stor og uforbeholden tilhænger at udviklingen af jernbanen. Skinnerne bredte sig hurtigt over England midt i 1800-tallet, som en del af den industrielle revolution; alt skulle gå hurtigere, skulle mekaniseres, drives ved hjælp af damp- eller andre maskiner. For Dickens var det et tegn på fremskridt (”progress”) og en positiv udvikling. Dickens havde som ung reporter faret land og rige rundt, og han savnede bestemt ikke de hestetrukne dilligencer, som skrumplede langsommeligt rundt på dårlige veje. Dickens værdsatte komforten og hastigheden ved jernbanen.

 

Dickens bevarede sit positive syn på jernbanen på trods af at han selv blev impliceret i en jernbaneulykke. Den såkaldte Staplehurst-ulykke fandt sted den 9. juni 1865. Dickens var på vej hjem med bådtoget fra Frankrig, fra Folkstone til London, sammen med en ung dame ved navn Ellen Ternan (som de fleste vist er enige om var hans elskerinde), samt Ellen Ternans mor. Flere faktorer førte til Staplehurst-ulykken: et reparationsarbejde på linien skulle udføres ved en viadukt over floden Beult ved byen Staplehurst, og en formand havde set forkert i køreplanen, som den gang var afpasset efter tidevandet, så toget passede med båden fra Frankrig. Denne formand troede at Dickens tog først ville komme 2 timer senere end det gjorde. Desuden stod en signalmand (sic) placeret for tæt på arbejdsstedet; han burde have stået ca. 1 km borte for at advare eventuelle tog, men stod kun omkring 500 m fra arbejdsstedet. Da signalmanden signalerede ”fare” til Dickens’ tog kunne det ikke nå at bremse op. Signalmanden reddede dog formentlig Dickens liv, idet toget havde nået at sænke farten fra ca. 60-70 kmt til ca. 20-30 kmt da ulykken skete; Dickens’ vogn var den bageste af syv 1. klasses vogne i togstammen og hans vogn var den eneste af disse som ikke styrtede ned fra den viadukt hvor der blev arbejdet. Dickens og damerne slap uskadte, og Dickens hjalp sine damer ud af den hældende togvogn og gik derefter rundt og hjalp de sårede så godt han kunne. Dickens fortalte selv siden hen hvordan han kom hen til en mand med kraniebrud og bøjede sig ned for at hjælpe; Dickens hørte manden sige ”I am gone” hvorefter han udåndede.

 

Da der ikke var mere at gøre for de overlevende klatrede Dickens tilbage i sin egen  hældende jernbanevogn og hentede manuskriptet til det afsnit af romanen VOR FÆLLES VEN som han skrev på på det tidspunkt.

 

Der omkom 10 mennesker ved Staplehurst-ulykken og mange blev hårdt sårede. Dickens kom sig efter sigende aldrig rigtigt efter ulykken, han led efterfølgende af rysteture, svedeture og dårlige nerver, og han var aldrig rigtig tryg mere ved at køre i tog – selv om han vedblev med at gøre det til sin død 5 år senere. Dickens døde den 9. juni 1870, på eksakt femårsdagen for Staplehurst-ulykken.

MR

 

 

 


 
hhw-3

 

 

OM MUGBY JUNCTION

Af Michael Rehder

 

Julenummeret af Dickens’ ugeblad ALL THE YEAR ROUND fra året 1866 hed MUGBY JUNCTION, og havde som tema ”jernbanen”. Dickens skrev ikke selv hele dette jule-nummer, som består af i alt otte historier. Dickens skrev de fire første:

 

BARBROX BROTHERS, den indledene historie, som introducerer stedet Mugby og hovedpersonen Jackson.

BARBROX BROTHERS & CO, som reder trådende ud mht. et par af skikkelserne fra Jacksons fortid.

 

Herefter følger de ”rene” jernbane-historier. Dickens skriver ved overgangen til disse historier:

 

HERE FOLLOWS THE SUBSTANCE OF WHAT WAS SEEN, HEARD, OR OTHERWISE PICKED UP BY THE GENTLEMAN FOR NOWHERE IN HIS CAREFUL STUDY OF THE JUNCTION.

 

(Min oversættelse: ”Her følger substansen af hvad der blev set, hørt og på anden vis annammet af herren med destination Ingensteds i hans omhyggelige studie af knudepunktet”)

 

(og Dickens har altså selv skrevet de to første jernbanehistorier:)

 

MAIN LINE. THE BOY AT MUGBY, om en serveringsdreng der arbejder på jernbanestationens restaurant, hvor man sætter en ære i IKKE at betjene kunderne.

 

NO. 1 BRANCH LINE: THE SIGNALMAN, se nærmere nedenfor.

 

De følgende fire branch-line historier er skrevt af fire forskellige forfattere, nemlig:

 

NO. 2 BRANCH LINE. THE ENGINE-DRIVER, af Andrew Halliday.

En lokomotivfører fortæller om sit job, om fordele og ulemper, om jargonen og arbejdstiderne – og om ulykkerne.

 

NO. 3 BRANCH LINE. THE COMPENSATION HOUSE, af Charles Collins.

En gyser om en mand, som begår et jalousi-mord og hjemsøges af den myrdede – i spejle.

 

NO. 4 BRANCH LINE. THE TRAVELLING POST OFFICE, af Hesba Stretton.

Et ungt par begår i desperation et udspekuleret postrøveri imod et posttog, og mange år senere i Alexandria afsløres komplottet.

 

 

NO. 5 BRANCH LINE. THE ENGINEER, af Amelia Edwards.

Endnu et jalousi-mord; to venner arbejder ved jernbanen i Italien og forelsker sig i den samme signorita, som spiller dem ud mod hinanden – den ene myrder den anden og damen gifter sig med en tredje. Den overlevende ven møder senere, som lokomotivfører, damen og vil hævne sig ved at køre dem alle i døden – men reddes af genfærdet af sin ven og rival.

 

 

Den centrale person i MUGBY JUNCTION er en mand, som vi lærer at kende som Jackson (forvirrende nok kaldes han nogle gange også Barbox Brothers, efter det firma som han arbejde for). Jackson har gjort op med sin fortid og en ulykkelig kærlighedshistorie, likvideret sit firma, og han er brudt op fra sit hjem i London for altid. Jackson fortæller os selv at han med et par kufferter er steget på et tilfældigt tog i London, og stået af et tilfældigt sted på linien, midt om natten – og han er altså tilfældigvis landet på perronen i Mugby Junction.

 

Der er forskellige antydninger af at man kan forstå hans rejse ikke blot som en konkret rejse i tid og rum, men også som en indre rejse, en slags eksistensiel rejse, hvor Jackson i lige så høj grad leder ”efter sig selv” som han leder efter nye omgivelser. Jackson kan måske i denne forbindelse sammenlignes med en anden Dickens-figur, nemlig Arthur Clennam fra LILLE DORRIT: de er begge midaldrende mænd, som er gået bevidstløs gennem livet, på ”automatpilot”, de har altid har gjort som der blev sagt og som det blev forventet, af forældrene, i skolen, i arbejdslivet. Først sent i livet frigør Jackson og Clennam sig fra båndende fra fortiden, Jackson ved at rejse væk, Clennam bl.a. ved at gifte sig med Lille Dorrit.

 

Vi møder Jackson første gang på den regnfulde og forblæste perron i Mugby Junction, han er lige steget af toget midt om natten. Jackson går op og ned ad perronen og betragter baneterrænet og omgivelserne.

 

Dickens skriver følgende i sin indledning om den rejsende, der som det antydes tidligere har rejst gennem Mugby uden at gøre ophold dér:

 

 

The traveller had been, like many others, carried there on the steam winds and the iron tides. (Min oversættelse: Den rejsende var, som så mange andre, blevet båret dertil på damp-vinden, af jern-tidevandet).

 

 

Om stedet Mugby Junction skriver Dickens i indledningen:

 

A place replete with shadowy shapes, this Mugby Junction in the black hours of the four-and-twenty. Mysterious goods trains, covered with palls and gliding on like vast weird funerals, conveying themselves guiltily away from the presence of the few lighted lamps, as if their freight had come to a secret and unlawful end. Half-miles of coal pursuing in a Detective manner, following when they lead, stopping when they stop, backing when they back. Red-hot embers showering out upon the ground, down this dark avenue, and down the other, as if torturing fires were being raked clear; concurrently, shrieks and groans and grinds invading the ear, as if the tortured were at the height of their suffering.

 

(Dette bliver i min oversættelse til ca. følgende:)

 

Et sted fuldt af skyggelignende former, dette Mugby Junction, her i de sorte timer af døgnets 24. Mystiske godstog, dækket med paller og presenninger glider forbi som enorme, besynderlige begravelsesoptog, skyldbevidst forsvinder de væk fra de få lamper, som om deres last ankom her til en hemmelighedsfuld og ulovlig destination. Halve kilometre af kulvogne følger efter på detektiv-vis, afsted i forfølgelse når de kører, stopper når de stopper, bakkende når de bakker. Rødglødende slagger regner ned på banelegemet, hele vejen ned ad den lange, mørke avenue, og nu ned ad en anden, som om rakker-bål blev hevet overbord; og samtidigt invaderes ørerne af skrig og gnidsel og hvinen, som om de lidende ombord var på højdepunktet af deres pine.

 

 

Vor hovedperson Jackson bliver indlogeret i Mugby Junction, gør et par bekendtskaber, bl.a. en forkrøblet pige, Phoebe, som han bliver gode venner med, og han beslutter sig for at udforske området via dets sidespor/forgreninger (Branch Lines), hvor af der er fem (samt de to hoved-linier, den nord- og sydgående).

 

Disse Jacksons udforskninger fører til møder med nye mennesker med tilknytning til jernbanen, og disse menneskers fortællinger udgør som nævnt branchline-historierne 1-2-3-4-5, som har hver deres kapitel/historie med hver deres forfatter. Alle historierne er enten fortalt af hovedpersonen Jackson i jeg-form, eller af en jernbane-person, som man må forestille sig fortæller sin Mugby-jernbane-historie til vor hovedperson Jackson.

 

Her følger et handlings-referat af fortællingen SIGNALMANDEN.

 

Den nøjagtige titel er:

 

MUGBY JUNCTION

No. 1 BRANCH LINE. THE SIGNAL MAN

(SIDESPOR (eller FORGRENING) NR. 1. SIGNALMANDEN)

 

Jeg-fortælleren (som vi må gå ud fra er Jackson – eller er det spøgelset?) (se mine mere eksotiske, personlige kommentarer til historien nedenfor) er ude at gå tur en aften ved en af sidejernbanelinierne som udgår fra Mugby Junction. I en dyb jernbaneslugt ser han en signalmand, og Jackson stiger ned for at tale med manden. Det viser sig at signalmanden hjemsøges af et spøgelse og da signalmanden møder Jackson tror han at Jackson er det spøgelse som hjemsøger ham. Jackson får dog overbevist signalmanden om at han ikke er et spøgelse, og de to mænd taler sammen i signalmandens skur. Jackson fatter interesse for de sælsomme begivenheder som signalmanden fortæller om og tager afsked, men kun for at vende tilbage den næste aften, hvor signalmanden fortæller om sine hjemsøgelser i detaljer. Da Jackson opsøger signalmanden tredje gang er signalmanden død, omkommet ved en togulykke ved sin post. Vi får ikke at vide hvorfor ulykken sker (hvis det er en ulykke?) kun hvornår og hvordan.

 

Hele julenummeret MUGBY JUNCTION er blevet genudgivet på engelsk af Hesperus Classics i 2005 i en flot, nysat udgave (se nedenfor). Køb bogen eller læs den engelske tekst og/eller min oversættelse her på hjemmesiden (teksterne kan også downloades og printes). Eller hør fortællingen læst op af den engelske skuespilller Robin Bailey på dobbelt-kassette-udgivelsen CLASSIC TALES OF MYSTERY AND THE SUPERNATURAL, udgivet af CSA Records (ISBN 1 873 859 04 X).

 

 

GOD TUR – ønskes jer alle af Michael Rehder

 

 

 


 
mugby-2

 

 

OM DIVERSE ASPEKTER

VED NOVELLEN SIGNALMANDEN

Af Michael Rehder

 

(herfra ophører enhvert forsøg på at være objektiv og beskrivende; det følgende er mine personlige teorier og kommentarer, subjektive og svævende – og not to be trusted....)

 

Her følger et par stikord om nogle af de elementer i historien som jeg har hæftet mig ved i forbindelse med forberedelsen af mit oplæg og oversættelsen. Må jeg starte med at bemærke at oversættelsen er blevet ’tilfredsstillende’ (når jeg selv skal sige det), men at den kun er en svag afglans af originalen, of course. Een ting vil jeg dog tillade mig at hævde at jeg har forbedret, i kraft af et heldigt, fast udtryk på dansk – når Dickens skriver ”clear the way” så har vi på dansk udtrykket ”af banen”, som netop associerer til jernbane og skinner – et lucky punch....

 

Hvorfor tror signalmanden at Jackson er spøgelset? Det gør han bl.a. fordi Jackson indledningsvis står med venstre arm for øjnene (for at skygge for solen), lige som spøgelset – er dette tilfældigt?

 

Hvorfor er signalmanden reluctant/modvillig da Jackson (?) spørger om han er villig til sammen med Jackson at gå ud og se efter spøgelset? Måske er signalmanden uvillig fordi han gennemskuer det som et trick-question, spøgelset kan jo ikke både indtage Jacksons skikkelse – og samtidig stå ude ved signallyset – er Jackson spøgelset?

 

Bemærk, at signalmanden efter påkørslen ligger tildækket i noget som beskrives som ”ikke større end en seng”. Der har tidligere i historien være tale om en seng, nemlig da signalmanden taler om at han ligger som han har redet. Måske er der en frygtelig hemmelighed i signalmandens fortid, da han ”gik til bunds”, måske et ikke sonet drab eller en anden frygtelig forbrydelse – som nu skal sones?

 

På et tidspunkt får man den tilsyneladende ligegyldige oplysning at signalmanden ikke er god til tal. Måske får dette en ny mening når Dickens senere skriver at ”normale” mennesker ikke ville ”kalkulere” med disse mærkværdige tildragelser?

 

Det afsluttende afsnit er højst mystificerende – indtil man erindrer sig at signalmanden har refereret de følgende ord som hjemsøgende ham: ”Hallo! Hallo, dernede!” – men de følgende, afsluttende ord ”For Guds skyld! Af banen!” er ALDRIG blevet sagt højt, før lokomotivføreren råber dem til signalmanden. ”For Guds skyld! Af banen!” er forekommet to gange tidligere i historien, ved det andet møde, indledningsvis, og ved spøgelsets tredje tilsynekomst, MEN... begge gange bliver ordene ”sagt af” Jacksons indre stemme, der tillægger signalmandes gestik dette udtryk – ordene siges IKKE højt – før til allersidst – hvor det er for sent og omsonst ...

 

 

Generelt om MUGBY JUNCTION

 

Dickens’ fire historier er af svingende kvalitet, fra det sublime (SIGNALMANDEN) til det groft sagt mislykkede (THE BOY AT MUGBY). Sidstnævnte kører efter min mening helt af sporet i sin stædige fastholden af  en indædt sarkasme, som man (jeg) hurtigt bliver træt af. Men der er mindeværdige indslag, som fx når drengen beskriver det blik han møder kunderne med: ”in an absent manner to survey the Line through a transparent medium composed of your head and body...” (min oversættelse: på distræt vis at iattage jernbanen gennem et gennemsigtigt medium bestående af (kundens) hovede og krop...).

 

De to indledende historier svinger mellem disse yderligheder. Den allerførste historie, BARBOX BROTHERS, indeholder fortræffelige og stemningsfulde beskrivelser og anslår en magisk stemning af halv virkelighed, halv drømmeverden. Den næste historie, BARBROX BROTHERS & CO. udreder nogle tråde fra Jacksons fortid, men maskineriet er temmeligt knirkende – det er som Chesterton skriver: de personer, som har mindst med ”handlingen” at gøre er ofte de bedste – og jo mindre de har med handlingen at gøre, jo bedre er de...

 

Kun et par ord om de historier som Dickens ikke selv forfattede: ingen af de fire historier kommer på højde med SIGNALMANDEN. De er læst og glemt i samme nu, historierne af Halliday, C. Collins, Stretton, Edwards – ej heller navne som har indskrevet sig i litteraturhistorien med særligt store bogstaver.

 

Novellen SIGNALMANDEN er til gengæld mesterlig helt igennem: først og fremmest i sit billedesprog, der udmaler en slags dyster underverden nede i signalmandens slugt. Tillige skriver Dickens et engelsk som fuldkommen ubesværet, trinløst og umærkeligt skifter mellem direkte tale, indirekte tale, beskrivelser, indre monolog, citater – alle litterære virkemidler tages i brug, men alt virker ubesværet og man fornemmer på intet tidspunkt noget tungt arbejdende maskineri eller anstrengt konstruktion eller usandsynlig sammenhæng.

 

Det er en fantastisk velskrevet historie, og meget enkel; det er en bagatel, som kun fylder 10-12 sider, men disse få ord og sætninger og afsnit er ren ord-musik. Dickens væver ubesværet diverse melodier og stemmer og betoninger sammen, der er både forgrund og baggrund og akkompagnement. Dickens bruger selv musik-metaforer når han skirver om signal-klokken og om telegraftrådenes harpemusik). Og måske en slags ”hovedtema”, et hovedtema, som man kunne kalde ”hjemsøgelse”; den ene hovedperson ”søger efter et hjem”, og den anden hovedperson, signalmanden, hjemsøges af spøgelset.

 

 

mvh Michael Rehder

 

 

 

 


 
En Ledvogter, L.A. Ring

 

Ikke en Signalmand, men en Ledvogter, tror jeg.

L.A. Rings billede er så flot at det fortjener at komme med alligevel.

Og hvad er det? Kig nederst til højre i billedet, hvor skyggen af leddet er aftegnet på jorden. Ser man ikke aftegningen af en skikkelse med hævet hånd, skyggen af en skikkelse, som synes at vinke til Ledvogteren ... "Hallo, hallo, der henne!" Historien går i Ring ....


 

 

 

Nedenfor følger nogle billeder fra arrangementet den 10., fra brunchen, fra terrassen hvor Michael holdt sit oplæg, og fra 2. halvleg, hvor vi trak indendørs og hørte Anet læse op.

 
001

 
002

 
003

 
004

 
006

 
007

 
008

 
paa terrassen 1

 
011

 
012

 
_untitled

 
013

 
010

 
paa terrassen 2

 

 

Se også hoved-rubrikken The Signalman (klik her), hvor du kan finde de komplette tekster til novellen på såvel dansk som engelsk.

MR


 
mug-99


Nyheder

Der er i øjeblikket ingen nyheder.