Den afgående formand 2007, Lise Lotte Frederiksen, fik en gave, som der var samlet specielt ind til blandt medlemmerne. Den nye formand 2007, Michael Rehder, holdt en tale i dagens anledning:
Tale til Lise Lotte Frederiksen
Onsdag den 12. september 2007, Kildegaard Privatskole
Af Michael Rehder
Om godt ét år, den 6. oktober 2008, vil det være nøjagtigt fem år siden at der fandt et møde sted på Hofteatret ved Christiansborg.
Der var nok andre end Berit og jeg der den aften mødte op til dét møde med kun middelstore forventninger, og vi holdt vel også muligheden for en hastig retræte åben, hvis det skulle vise sig at vi ville havne blandt tørre eksperter, kedelige forstå-sig-på’ere, folk som vidste alt om heste, men intet om ridning …
Vi var en vel en 20-30 mennesker, som blev modtaget på hjerteligste vis af Lise Lotte Frederiksen, som fortalte os om en forening, et selskab, som på det tidspunkt kun eksisterede i hendes hoved: Dickens Selskabet i Danmark. Med Lise Lottes velkomst og indledende ord bortvejredes med det samme enhver skepsis; vi var bare solgt og fanget ind at hendes entusiasme, gå-på-mod og smittende glæde og gode idé.
Resten er en god historie og vi er heldigvis stadig midt i den. Selskabet har takket været Lise Lotte vist sig levedygtigt og bragt mange gode oplevelser til de ca. 50 medlemmer. Oplæsninger, film, foredrag, tema-aftener, brunch-møder, besøg fra udlandet, teaterudflugter. Og først og fremmest: inspiration, læselyst og videbegærlighed.
Vi er glade for, Lise Lotte, at du ikke som Mrs. Jellyby fra BLEAK HOUSE har valgt at lægge alle dine kræfter i arbejdet med at oprette kaffeplantager i Borioboola-Gha ved Nigerfloden i Afrika; og vi har måske et lønligt håb om at du snart sender to velklædte herrer med butterfly, d’herrer Peter og Ping, ud som missionærer sammesteds – vi er jo lidt misundelige og jaloux på de to velklædte herrer som bejler til din gunst i konkurrence med vores Inimitable.
Men skal vi nu ikke blot gøre Olivers ord til vore og istemme: VI VIL GERNE HAVE MEEEEERE
Kære Lise Lotte, kom her op og modtag medlemmernes gave til dig, købt for midler som er indsamlet specielt til formålet, som tak for din indsats som initiativtager, inspirator, ildsjæl – og ikke mindst formand – indtil nu.
____________________________________________________________
|