Tirsdag den 15. marts 1870 ”opførte” Dickens sit sidste professionelle oplæsning-show. Som så mange gange før foregik det i St. James Hall i London. Dickens læste (igen: som så mange gange før) Et Juleeventyr (A Christmas Carol) og retssagen fra Pickwick.
Til sidst holdt Dickens følgende tale:
”Mine damer og herrer; det ville være værre end efterladeligt – for det ville være hyklerisk og ufølsomt – hvis jeg forsøgte at skjule at jeg afslutter dette livskapitel med en følelse af betydelig smerte. I omkring 15 år har jeg i denne sal – og i mange lignende – haft æren af at præsentere mine skabninger for Dem, til Deres påskønnelse, og i min nøje iagttagelse af Deres reception har jeg nydt en kunstnerisk tilfredsstillelse og instruktion, som det måske er få mænd beskåret at opleve.
I denne opgave – som i enhver anden som jeg har påtaget mig som en trofast offentlighedens tjener, altid opfyldt af pligtfølelse og altid bestræbt på at yde mit bedste – har jeg været entydigt opmuntret af overordentlig imødekommenhed, hjertevarm sympati og yderst stimulerende opbakning.
Ikke desto mindre har jeg fundet det passende – medens endnu Eders fulde sympati strømmer mig i møde – at trække mig tilbage til en tidligere tids forbindelse mellem os, en forbindelse der rækker meget længere tilbage i tiden end denne, og fra nu af udelukkende at hengive mig til den kunstart som først bragte os sammen.
Mine damer og herrer; om to korte uger, fra nu at regne, håber jeg at I i jeres egne hjem vil begynde en ny række læsninger, hvor min medvirken vil være indispensabel.
(de første numre af ”Mysteriet om Edwin Drood” - red.)
Men fra disse grelle lys forsvinder jeg nu – og for altid – med et hjertligt, taknemmeligt, respektfuldt og hengivent FARVEL. ”
DK-version ved MR, Kbh. 130209